17. maj 2008

PENGE, PANSERE, PIKHADERE OG PARAGRAFRYTTERE

Hej folkens

Så er den danske hedebølge nået til San Francisco, og jeg sidder inde på mit værelse i ly for solen. Spiser havregrød og drikker en kop morgenkaffe.


Ting der er sket og ikke sket siden sidst:
(I uprioriteret rækkefølge og uden nogen som helst form for tids- og situationsfornemmelse.)

1) Er blevet kylet ud af parken af panserne, den dag byen fejrede, at homo'er nu kan gifte sig lovligt i hele Californien. Det var en meget, meget rolig hyggeaften indtil politiet begyndte at råbe i deres megafoner, blænde folk med deres lommelygter og køre politibilerne IND i parken, mens betjentene gik foran billygterne som mørke silhuetter og fejede folk væk. De fik deres vilje. Men folk forlod parken dybt frustrerede og aggressive og med langt større risiko for at gøre noget stupidt end før "the cops" dukkede op. Jeg erindrer det danske politi som værende lidt mere i besiddelse af sund fornuft, men måske jeg husker forkert...

2) Jeg fik A for min opgave om racisme (Til trods for at jeg brugte halvdelen af opgaven på at fortælle min afro-amerikanske professor, at han tager fejl i sin racisme-definition.)

3) Skrankepaverne har overgivet sig og har givet mig arbejdsvisum, der gælder til september. Regner med at komme hjem til Kbh. omkring 1. september. Glæder mig til at se jer!

4) Jeg er forelsket. Hun hedder Oticon. Hun er en fond, og hun har lige givet mig 15.000 kr. i støtte til mit fotojournalistiske eventyr. Jeg undersøger nu, om det er juridisk muligt at gifte sig med en fond. Jeg eeeeelsker hende!

5) Høfeber findes også i USA. Aaaaaaatjuh!

6) Min veninde Sisse vandt en fotokonkurrence, og viste således studerende fra hele Bay Area, hvordan man lave god fotojournalistik! Godt gået, Sisse!

7) Jeg har haft besøg af Jesper og Mie fra Danmark. Det var en fest! Mie og jeg var til surreel karaokeaften i en nedlagt mineby, og Mie har stadig mareridt om den tudsegamle guldgraver, der sad i hjørnet hele aftenen. Tavs som graven og urokkelig som en klippe, var han. Med furet ansigt og guldgraverhat. Byen hedder Mariposa og ligger ved Yosemite. En lille snotby, hvor teenagere fredag aften hænger ud foran pizzariaet, mens de diskuterer, hvordan de kan slippe for at gå i kirke i morgen. Byen er mindre end Spentrup (min fødeby i Jylland) og alligevel ligger der 6-7 kirker på rad og række på hovedgaden. Selv pizza-mutter citerede bibelske passager uden tøven, da Mie og jeg lige ville afprøve de lokales tro.

8) Jesper og jeg var i Los Angeles. Kan ikke anbefales! Der er INTET i den by! Men vi så da Tom Cruises havelåge, lavede karatespark foran legenden Jackie Chans hus og strakte hals for at se om Paul McCartney var hjemme. Men nej for fa'en, hvor er den ligegyldig! John Lennon havde ret: "LA er en parkeringsplads, hvor man snupper en hamburger på vej mod San Francisco". Det eneste vi egentlig havde glædet os rigtig meget til var at komme på Universal Studios store tur i kulisserne. Folk der kender mig godt, vil ikke blive overrasket over at vi kom for sent til turen, som vi ellers havde betalt for. Men vi havde det rigtig skægt alligevel, og turen langs Highway 1 er fantastisk.

9) Min fotolærer har smidt mig ned fra et A til et C minus ved seneste karaktermåling. "What happened?!!!" stod der på sedlen. "Ja, jeg har jo haft besøg, og mine venner er lidt vigtigere for mig end at tage et billede af et byrådsmøde, sorry!" Det forstod han faktisk godt, og har i øvrigt inviteret Sisse og jeg til Sydfrankrig, hvor han har et hus :)

10) Jeg har bedt om at flytte ud af mit værelse hurtigst muligt. Orker ikke min husværts humørsvinger og mystiske virkelighedsopfattelse mere. I sidste uge stod vi i
køkkenet og talte om den trådløse netforbindelse, som vi deler her i huset. Hun havde oplevet nogle mystiske udfald og mails, der ikke blev sendt på det seneste. Jeg sagde, at det var mærkeligt, for mit net kørte perfekt. "Ja," sagde hun. "Men jeg tror på at mennesker har forskellig mængde elektricitet i kroppen, og min kan godt nogle gange være skyld i at web-sider lukker ned. Det er det samme, når jeg er i dårligt humør, så vil bilen ikke starte."
Jeg nikkede forstående, og gik ind på mit værelse, og aftalte at flytte over til min veninde Terry som har et ekstra værelse. Hun bor sammen med to bøsser, der lige har fået en søn samt en 38 årig rødhåret gut, der ser Terminator to gange om ugen, og for nyligt lige har indrykket en annonce i den lokale udgave af Den Blå Avis, hvor han efterlyste rødhåret piger til at yngle på, så racen kan sikres. Det lykkes. Og ifølge Terry, så lyder det som om nogen saver en cykel over, når to rødhåret mennesker parrer sig.

11) Jeg har været til ædekonkurrence i "Verdens aspargeshovedstad", Stockton og set verdens hurtigste kæbe fortære 4,4 kg. dybstegte aparges på 10 minutter.

12) Har sidste skoledag på onsdag. (Jakob, 32 år.) Tilbage er kun Hovedopgaven på journalisthøjskolen efter sommeren, og så er jeg en fri mand. Fri kan her tolkes som arbejdsløs jf. de faktiske forhold i journalistikindustrien.


13) Ud af det blå fik jeg for to uger siden besked om, at Sigrid fra DJH og jeg har fået penge fra Danida til at rejse til Etiopien og lave historien om kvinder, der dør under fødslen. De har verdens højeste dødsrate for fødende kvinder (1 af 10) - Danmark har verdens laveste.

14) Min husværtinde, der er glødende feminist, begyndte næsten at græde, da jeg fortalte hende, at Hillary Clinton-nøddeknækkeren faktisk er lidt sjov. (Den forstiller Hillay i jakkesæt, og ja...du ved...) Min husværts kæbe begyndte at vibrere og øjenene blev blanke i afmagt. Jeg fortalte, at hun ikke skulle tage det personligt, men det valgte hun at gøre. For nøddeknækkeren er bare sådan et godt billede på, at hele verden hader kvinder. "Jeg kender meget meget få kvinder, der ikke enten er blev voldtaget, banket eller slået ihjel" sagde hun. Jeg fortalte hende naturligvis ikke, at jeg synes hun skal forsøge at udvide vennekredsen til andre end folk i terapigrupper. To minutter senere overfyldte hun min email konto med artikler om hadet imod Hillary og alle de sexistiske aspekter. Og hun har ret i, at der er blevet kørt på, at Hillary er en kvinde. Men det er valgkamp for fanden! Folk siger stupide ting i desperation! Det betyder ikke, at hele verden hader kvinder. Geeez! Hader hele verden måske gamle mennesker, fordi nogle siger McCain er for gammel til at være præsident?!

Det interessante var så, at den artikel min husværtinde (som jo er advokat) brugte som bevismateriale for det alt om sig gribende kvindehad, handlede om KVINDER, der hader Hillary.

15) I går dyppede jeg for første gang mine fødder i Stillehavet. Mega koldt!!!!

16) Dette er en overspringshandling. Jeg burde skrive opgave om bygninger i San Francisco.

17) Opdagede i går, at der findes en lov i USA, der forbyder at man parkerer sit automobil i mere end 30 minutter med mindre køretøjet er bundet til en hest.

Nå, jeg må tilbage til bøgerne. (Det er bare noget man siger, når man skal øve til eksamen. I virkeligheden skal jeg bare memorisere 100 spørgsmål/svar om San Francisco historie samt copy/paste fra diverse hjemmesider for at kunne levere varen. Men "tilbage til bøgerne" lyder bare lidt mere ambitiøst.)

Ha' det godt alle mand. (m/k naturligvis)