Okay, der er vist ingen vej udenom. San Francisco ligger indhyllet i tåge 20 km syd for mig. Jeg sidder i Oakland lufthavn ,og først nu går det op for mig, at 20 km er det tætteste, jeg kommer på San Francisco i meget, meget lang tid.
Farvel til de legesyge, pastelfarvede, victorianske huse og Hakkebakkebyens bølgende infrastruktur. Farvel til fantastisk, mexicansk mad i the mission district, foto-udflugter med nørderne fra Photo II, kaffe på L’s Café, farvel til French Toast Delight med Terry og Adam på St. Francis søndag formiddage (teknisk set søndag eftermiddage, men stadig forholdsvist tidligt). Det er slut med oatmeal (havregryn) i Terry’s køkken og slut med lyden af klirrende flasker i en indkøbsvogn, når de hjemløse triller forbi vinduet for at rode i skraldespanden, når byen er gået i seng.
Ja, undskyld mig, hvis jeg lyder en kende nostalgisk, men livet i San Francisco har været et fantastisk kapitel i en temmelig velskrevet bog. Heldigvis en slidstærk paperback, som jeg kan krølle og tage med mig resten af livet.
Faktisk ved jeg ikke helt hvad jeg skal skrive nu. Føler mig tom for både røverhistorier og hverdagsberetninger. Men synes alligevel, at jeg lige ville runde San Francisco-bloggen af med et par bevingede ord - nu da jeg sidder i en lufthavn…
Og det er ikke, fordi jeg ikke glæder mig til at komme til George Bush’ hjemegn, Texas, hvor jeg skal tilbringe en måned for at skrive Hovedopgave for Journalisthøjskolen. Jeg glæder mig til at skrive om Dallas, der er blevet bøssemagnet, om Texas politistyrke, der er blevet afhængige af narkopenge og om de sørgelige byer, hvor op imod 45% af alle indbyggere lever under fattigdomsgrænsen. Det bliver en udfordring af de helt store – især fordi jeg skal rende rundt på den amerikanske side af den amerikansk/mexicanske grænse, hvor 97,6 procent af befolkningen er mexicanere, og jeg ikke tale spansk. Så jeg skal finde mig en fixer, der kender området , sproget og kutymen.
Når historien er i hus tager jeg til Mexico for at skrive den færdig. Bagefter krydser jeg grænsen og håber at kunne vende tilbage til USA på turistvisum. Nødvendigt fordi mit studentervisum udløber 2. september og jeg skal blive her i Guds eget land til 22. oktober.
Men min største frygt lige nu er, at jeg bliver stegt levende i Texas. 27 grader om natten, 40 grader om dagen. Jeg kan allerede høre lyder af min begyndende 30’er-dunk syde. Jeg frygter at ende mine dage som bacon. Stegt i mit eget fedt. Hvad nu hvis jeg slet ikke kan tænke i den varme. (Nedenfor laver jeg plads til dårlige kommentarer, om at det nok ikke er varmens skyld etc.)
-
-
-
-
Det burde være nok – så sjove er I heller ikke.
Som den ivrige bloglæser har bemærket (mor, du ved hvem du er) så har der været lidt langt i mellem indlæggene på det sidste, og det beklager jeg, men jeg har haft travlt med at have det som blommen i et æg. (Jesus Christ – først bacon og nu æg. Er jeg bygget af morgenmadsmolekyler?!)
Jeg ved ikke, om jeg får skrevet så meget fra de næste etaper, men her er et forsigtig bud på et program:
En uge i Dallas i nord-Texas. Greyhound-bus til Brownsville i syd, bil op til Kingsville på en af verdens mest trafikerede landeveje (altså narko-trafik – ikke biler), tilbage til Brownsville, der ligger lige på grænsen til Mexico. En uge i Mexico, hvor Terry kommer ned og mødes med mig. Derefter en måneds tid i New Orleans eller noget i det nabolag og så op til New York, hvor jeg håber at have et par uger inden foto-workshoppen finder sted i en lade oppe nord på i staten New York d. 10.-14. okt. Bagefter har jeg en uge mere i N.Y. City og så er det direkte fly hjem til Kastrup, hvor jeg lander d. 22. okt. 7.15.
Glæder mig allerede til at bestille pizza som jeg kan skære ud i mit fantastiske køkken på Nørrebronx. Og ikke mindst være sammen med venner og familie igen!!
Men først skal jeg steges i Texas ☺
