Nøgen rengøringsdame sagde: fuck you!

SÅ ER DER HAKKEBAKKE NYT

(Beklager på forhånd at nogle tegn og mellemrum er placeret lidt umotiveret i teksten - ved ikke hvorfor det sker, men jeg kan ikke rette det, sorry.)

Jeg ved godt, der er langt imellem indlæggene og, at konkurrenten på sisseblogger.blogspot.com er mere flittig end mig. Men selv i San Francisco bliver det hverdag, og faktisk laver jeg ikke vanvittig meget andet end at tage billeder til min photojournalism class samt sidde i auditoriet og høre gode og skrækindjagende historier om San Francisco og det modige folk, som valgte at søge lykken i guldrusen i 1849. (Guldgravere blev kaldt 49’ers, og det er derfra det lokale football team San Francisco 49’ers har deres navn, hvis du skulle spørge fra nogen).

Men ikke alle var lige heldige i jagten guld. I San Francisco-faget så vi en film om The Donner Party. En film om to rige familier, der rejste fra Østkysten med en enorm karavane af tjenestefolk, snotunger, heste og okser.

IT'S MY PARTY AND I DIE IF I WANT TO
The Donner Party besluttede at tage en smutvej igennem Sierra Nevada bjergene, fordi en eller anden skidespræller i New York havde sagt, at det kunne man godt. Alle, og jeg mener ALLE andre nybyggere ignorerede det "gode råd" om smutvejen, og nåede frem til San Francisco i god behold. The Donner Party kørte fast i bjergene, hvor den barske vinter og et uendeligt snevejr gjorde enhver transport umulig.
Dagene gik i bjergene, hvor famlierne var sneet inde. Ugerne, månederne gik – alle blev svagere, der var ingen varme, ingen føde.

Mænd døde, børn blev syge og mødre frøs ihjel. De overlevende begyndte at spise de døde, og da der ikke var flere døde, trak de lod om hvem der skulle slås ihjel næste gang, så de andre kunne blive mætte. Ingen havde dog modet til at slå ”taberen” ihjel, da det kom dertil.

Kødet fra de afdøde blev pakket i et system, så ingen mand eller kvinde skulle spise deres egen familie. Bevares, man er vel civiliseret.

Jo, alt i alt en munter historie, som vi alle bør bære i hjertet (og GPS’en), når familien Vølver i juli måned skal på Road Trip i de amerikanske bjergern'. Læs: ingen smutveje, JC!

NUDE HOUSE CLEANING - YES SIR!
I photojournalism får vi hver uge en ny opgave. I forrige uge blev jeg sat til at tage billeder af en ”sex worker”. Bredt fortolket kan det være alt fra en luder, en stripper, en telefonsex-dame, en pornostjerne til en, der sælger dildoer i en butik.

Jeg søgte lidt på nettet, men selvom pornoindustrien i San Francisco siges at være i topform, så er det ikke ligefrem noget, der skiltes med på nettet. Så jeg gik ind på craigslist.com (Den San Franciscanske udgave af Den Blå Avis.) Og der fandt jeg en pige, der tilbød ”nøgen-rengøring”.

”Black and busty. It will be fun and exotic. You must have your own cleaning supplies.”
Aha – se det kunne være en interessant fotohistorie

SORRY 'BOUT THAT!
Jeg fyrede en sms af sted til fruentimmeren, og hun var interesseret. Vi aftalte at mødes på Burger King i kvarteret Tenderloin (det usleste hood i byen) næste dag. Hendes rengøringskunder mente hun godt at kunne overtale, sagde hun i telefonen.

Men næste dag dukkede der ikke nogen rengøringsdame op på Burger King.
Jeg ventede og ventede…
Forgæves.

Lettere nedtrykt satte jeg mig ud på en bænk med de hjemløse - som sjovt nok var min plan-b, hvis ikke jeg kunne finde en sex-worker. Det burde være lige til, for San Francisco har en overflod af hjemløse. (I modsætning til de hjemløse i Danmark, så bor de her rent faktisk på gaden, og har ingen mobiltelefon.

Jeg sad med kameraet i skødet, da en hjemløs spurgte om jeg fik taget nogle gode billeder.
Næ, sagde jeg.

HEEEEEERES JOOHNNYYYYY!
Johnny (en spinkel fyr med narkomankindben og gråsorte tænder) satte sig ned, og vi snakkede lidt om alt og ingenting. Jeg spurgte om jeg måtte følge ham et par timer, men det var han ikke meget for. Men hans ven Jimmy ville garanteret gerne, sagde Johnny.

Så vi begyndte at trisse hen i mod genbrugscentralen, hvor de hjemløse afleverer flasker og dåser til gengæld for cool cash. På vejen mødte vi Jimmy, en 58’årig heroin narkoman, der havde været hjemløs siden han i midtfirserne kom til at give en håndfuld pot til den forkerte person. En politimand.
Det betød en tur i San Quetin fængsel.”

"That day was the beginning of the end of my life” sagde Jimmy senere den dag.

Jeg fulgte ham på tæt hold i hans gøren og laden. Han samlede lidt dåser ind, viste mig den kirke, han sover foran og fortalte røverhistorier til gamle venner fra gademiljøet mens de udvekslede lidt græs.

BLIV VÆK
Dagen lang trak Jimmy rundt på sin indkøbsvogn, der er fyldt med poser og et enkelt cykeldæk, som han har købt for 25 cent. Det er mindst $200 dollar værd, sagde vennen Johnny, der skred, da det gik op for ham at jeg ikke ville give dem penge for at være med i min fotoserie.

Jimmy skal bruge heroin hver dag. I San Francisco koster det $20 om dagen og det passer nogenlunde med hvad det giver at samle flasker. Heroin er billigere end metadon, sagde Jimmy.
På et tidspunkt blev jeg bedt om at gå. Hvor Jimmy skulle hen var kameraer ikke velkomne. Formentlig ville jeg blive banket både blå og virkelig blå, hvis ”de” opdagede mig.

Så jeg holdt mig væk. Mødte Jimmy igen lidt senere, skød lidt flere billeder og gik hjem i seng.
Jimmy lagde sig til at sove på fortovet på en stor pap-reklame, med fine billeder af nybyggede lejligheder.
Men hvad med hende rengøringsdamen?!

I'M THAT GIRL$$$
Jo, hende prøvede jeg igen at få fat i. Så spurgte hun i en sms, hvor mange penge hun fik for det, og jeg forklarede, at det er journalistik og at jeg aldrig har og aldrig vil betale mine kilder for noget som helst. Ikke engang den hjemløse fik penge, skrev jeg til rengøringsdamen Ciara (der signerer alle sms’er med ”I’m that girl$$$”

Så skal jeg ellers lige love for at jeg fik en aggressiv negerpige i røret.
”
What you texting shit like that for?!!!” lød hendes indledende kommentar i denne muntre telefonsamtale.
- Øh, hvad snakker du om?
- Det med den hjemløse. Hvorfor siger du sådan noget pis?
- Øh, hvad mener du?
- Hvis han er hjemløs så bliver du sgu da for fanden nødt til at give ham et eller andet!
- Nåååh, ja, jeg købte aftensmad til ham, men han vidste ikke, at han ville få det. Han sagde ikke ja til at blive fotograferet, FORDI han fik noget for det. Folk gør de mærkeligste ting, når de får penge, og så er det ikke længere journalistik. Det var såmænd bare det jeg mente.
- Hmm…okay…

(Og så begynder der lidt snak i baggrunden, alt imens jeg fornemmer, Ciara falder lidt ned. Men så vender hun på en tallerken)

- Fuck you. This is not gonna work!

Biib biiib biiib…

Øh...What?!

2 minutter senere tikker der en sms ind fra ”I’m that girl$$$”
”Sorry ’bout that. My boyfriend heard what we were up to and told me to say fuck u. Still wanna do it. I’m that girl$$$”

Godt så. Det lød jo fint, men desværre er der endnu ikke nogen lykkelig afslutning på historien – jeg skal nok holde jer opdateret med sagen.

VERDENS MINDSTE SKO?
Min husvært bliver snart 60 år. (Det er hende den lesbiske, hvis livsmission er at koordinere en støttegruppe for lesbiske over 40 år).
Hun er egentlig meget flink. Men også lidt sær. Hun ser Terminator 2 i flimmerkassen til kl. 3 om natten og beder mig om at være stille i køkkenet kl. 11 næste morgen, fordi ”hun havde en hård nat”.

Andre gange begynder hun at skrubbe løs på vægge og malerier kl. 2 om natten, eller kværne is i blenderen ligeledes midt om natten. Er du klar over hvor meget det larmer at blende is?!!!! Og så må JEG ikke sidde i køkkenet kl. 11 om formiddagen, fordi sandsynligheden for at den anden room mate Natalie og jeg begynder at snakke er større end, hvis jeg spiser på mit værelse?!

Vi har en notesblok på køkkenbordet, hvor vi lige kan skrive beskeder til hinanden, fordi vi næsten aldrig ses. Det er også i notesblokken, man skriver hvor lang tid man har brugt på rengøring i fællesarealer og hvad man har lavet, så de andre ikke laver det samme.
Fair nok. Jeg har trods alt skrevet under på en kontrakt, der dikterer, at jeg skal yde 2 timers ugentlig rengøring som mit bidrag til det huslige (Hun er advokat, og det koster mig $20 dollars, hvis ikke jeg gør rent)).
Den hurtigt tænkende læser vil nu gange 2 timer med 3 personer og nå frem til det resultat, at der bliver udført 6 timers ugentlig rengøring på denne matrikel. 6 timer!!! Og det er kun på fællesarealerne.
Er det bare mig, eller er det en del?!
Shit – det er sgu nok bare mig…

Min husvært er også begyndt at skrive små sedler som:
”Når du har krøllet tæpperne i køkkenet, så fold det lige ud igen, så andre ikke falder i det.”
”Svampen til køkkenbordet var helt tør i dag. Bliver den ikke brugt?”

Og nu kommer det pinlige så. I en alder af 60 år laver hun følgende regnskab for hendes bidrag til de huslige pligter i notesbogen:

- Tørret køkkenbord af – 5 min.
- Taget stikket ud fra brødristeren – 2 min.
- Foldet tæppet ud (det måler 50 x 100 cm) – 1 min.
- Gået ud med skrald – 5 min.

Er det lige verdens mindste sko, eller hvad?!

Og hvis så det var, fordi hun var ordens freak, så gav det hele mening. Men et smugkig ind på hendes eget værelse (når døren en sjælden gang står på klem) viser, at hun har indrettet sig mere eller mindre som en posedame. Og Gorm – det er værre end mig og min sok på gulvet. Vi snakker LAG her!

Nå, heldigvis er den anden room mate Natalie rigtig sød. Hun kører mig ud til indkøbscentralen CostCo, hvor man køber stort og billigt ind, så jeg ikke skal gå i Seven Eleven og dets lige hele tiden. Og hun holder mig opdateret med hvad der sker af sjove ting i byen.

Ja, som du kan se, så har hverdagen meldt sig med alle dertilhørende irritationsmomenter og underfundigheder.

Men jeg er stadig glad for at være her – selvom jeg savner jer derhjemme.

Kh

Jakob - I’m that guy$$$