Tillad mig at præsentere verdens længste blog-indlæg. Skrevet med en pude i ryggen, en dyne over fødderne og en tyk bog i skødet til at forhindre mine sædceller i at blive brændt af min skoldhede computer (som jeg i nat drømte gik i stykker, uha uha)
Here we go:
San Francisco State Universty er det mest populære universitet i hele USA, hvis man ser på antallet af udvekslingsstuderende som f.eks. deres udsendte reporter.
Og det er faktisk ikke skidesvært at forstå.
Byen er fantastisk, alle (næsten) vil gerne opleve USA og de fleste har engelsk som deres sprog nr. 2, hvis de er uddannet i europa.
SFSU sætter ovenikøbet så stor pris på udvekslingsstuderende, at vi får lov at vælge fag før de almindelige dødelig amerikanere (der betaler for at gå her!).
Og så er listen med fag usandsynlig lang. Med 30.000 studerende er det muligt at lave meget specialiserede klasser som f.eks. "Kvinder i medierne" som Sisse Red Sock sjovt nok synes er interessant. Men der er er også fag som rent faktisk giver mening. Og dem har jeg valgt et par stykker af:
PHOTOJOURNALISM II
Efter lidt bøvl ser det nu endelig ud til at faget er godkendt. Der er godt ikke plads til mig, men underviseren (førnævnte guru Ken Kobré alias King Cobra) har sagt, at han ikke smider mig ud uanset, hvad der sker.
Faget forudsætter at man ved, hvad et kamera består af og at man alene ved at se på et billede kan fortælle hvilken optik, der er brugt og hvordan optikken var indstillet. Med andre ord - at man allerede har den tekniske del i fingrene. Hmm - det har jeg ikke helt, men jeg lader som om.
Vi har allerede fået tildelt vores først opgave. Vi skal hver især tage til Golden Gate Park (der er noget større end Doktor Parken i Randers...) og så skal vi tage et par hundrede fotos af det man har skrevet sig op til - f.eks. Skatere, joggere, gamle mennesker, hundeejere, legende børn etc.
BOWLING PÅ GRÆS, SIR?
Jeg har skrevet mig op til at følge en flok ældre herrer, der spiller bowling på græs iklædt hvide striktrøjer og hvide bukser som de gør i cricket. Tror det bliver spas. Og svært. Forskellen på almindelige billeder (portrætter og den slags) og fotojournalistik er jo selvsagt at fotoet skal fortælle en historie uden tilhørende artikel. Nå, det kan jeg snakke om i hundrede år, men det vil sikkert kede mere end godt er, så jeg hopper videre. Men photojournalism er absolut højeste prioritet for mig det næste halve år. Surprise :)
PERSPECTIVES ON AMERICAN CULTURE
Hvad er de for nogle sataner? Hvad vil de egentlig og hvordan opfatter de sig selv? Og hvad har de at have det i?!
Jo, selvfølgelig skal jeg da lære noget om amerikanerne, når nu jeg er i deres land. Jeg skal finde ud af hvorfor de reagerer så kraftigt på vittigheder om deres bryster, og hvordan det kan være at en nation, der består af indvandrere mener de har et indvandringsproblem. Til at blive klogere har universet valgt at lade mig møde Professor Mike Scott. En gråhåret nisse med cykelstyrskæg og milde øjne. Han hader at blive kaldt professor og allerede dér går han stik imod resten af underviserne, der uden at blinke kalder sig selv for doctor eller professor, hvis bare de har gået på uni i et år eller to.
Scott begynder altid timen med et stykke musik imens han får pakket sine ting ud og folk får sat sig til rette.
I dag skulle vi dykke ned i jazz'ens væsen for jazz er det tidligste tegn ægte amerikansk kultur. "Not counting specs and indians", som de siger i Young Guns. Altså, jazz er ikke noget franskmændene havde med. Eller danskerne, eller tyskerne, eller englænderne eller irerne. Jazz er det første FÆLLES stykke kultur som alle immigranterne havde lige stor andel i. Derfor begynder Perspectives on American Culture dér. (Undskyld historielektionen, men jeg blev lige lidt grebet).
OG NU TIL DET KLAMME!
Flid, fedt og snyd...hvis der er noget ved skoletilværelsen i USA, der kommer til at tage mig lang tid at lære så er det at fedteri i dén grad belønnes. Alle gør det! Som det mest naturlige i hele verden. Og underviserne efterspørger det rent faktisk for det er en del af deres metode. Men for mig ligner det fedteri af værste skuffe. Når timen begynder er folk allerede klar med fingeren oppe for lige at nævne at de virkelig godt kunne lide den og den passage i teksten til i dag. Og hvordan forfatteren bare har lissom total ret i at det bare er herre-nederen med det dér hungersnød.
Enkelte bringer nyt til torvs, men LANGT de fleste refererer udelukkende til det, vi har læst (eller burde have læst - host!) og fyrer de mest indlysende ligegyldigheder af. Desværre kan jeg ikke selv komme op med bedre kommentarer end de kan. På den tid det tager mig at formulere en meningsfyldt sætning inde i hovedet er debatten allerede videre. Suk. Men jeg skal nok komme efter det...
Sisse derimod er superintegreret i fedteri-systemet. I dag havde hun taget en kopi af en artikel med til professoren, som hun synes han lige skulle se. Hun afleverede den på hans skrivebord i begyndelsen af timen og satte sig tilbage på sin pind lige overfor underviseren så øjenkontakten er intakt i resten af timen. Hun når selvfølgelig lige også at takke ham for at have givet hende indsigt med dagens tekst, haha. (Undskyld Sisse, jeg er bare misundelig. Du gør det godt, og han elsker dig allerede...)
TAK FOR UNDERTEKSTERNE, GENEREL MOTORS!!!
Vi så også en lille film om Jazz i dag. Men den gode professor havde lidt problemer med at få lortet til at afspille, så han greb lige et vægmonteret telefonrør og fik fat i hvad der vel må betragtes som en slags video-pedel. Et eller andet centralt sted i bygningen sidder der en mand og fjernstyrer alle udsendelser på universitetet. Så ringer man lige til ham for at få sat filmen igang - brandsmart. Men først er der selvfølgelig lidt reklamer.
Yep - der er reklamer!
Og jeg troede simpelthen det var for sjov, da der umiddelbart før filmen kom et skilt på skærmen med følgende ordlyd:
"Underteksten på denne film er sponseret af Generel Motors"
WHAT?!
Hahaha - jeg sidder stadig og griner ved tanken. Det er sgu da langt ude. Heldigvis ha r jeg læst i dagens avis, at danske elevråd netop har sagt nej til at modtage adskillige millioner fra Danske Bank. TAK ELEVRÅD!
Nå, var jeg ikke ved at fortælle om mine fag...
VISUAL STORYTELLING
Ikke så meget at berette. Det er 3 timers lysbilledshow hver mandag aften fra 18-21 og eksamen er en multiple choice test, hvor man skal sætte sine krydser de rigtige steder. I undervisningen bliver vi introduceret for de største amerikanske fotografer igennem tiderne (startende med danske Jacob Riis der i begyndelsen 1900-tallet fotograferede slum i New Yorks gader. Tror faktisk han var politibetjent, hmm...)
AMERICAN POLITICS
Igen - et fag for at lære noget om systemet herovre. Min underviser er en tro kopi af Morgan Freeman (sort skuespiller, der var med i En Verden Udenfor, som jeg ved ivrige læsere af denne blog netop har set).
Ved ikke helt om jeg dropper faget igen, da jeg har fag nok til at bestå allerede, og det er 3 timer i træk 19-22 på en dag, hvor jeg i forvejen har været på uni hele dagen. Gaaaaaab.
(Hey Jens Christian - lige nu er klokken 22:22. Sjovt ikke? Ja, undskyld I andre, men min bror har bare en stor fascination af æstetiske klokkeslet)
SAN FRANCISCO
Mit sidste fag hedder ganske enkelt San Francisco og handler om sjovt nok om...ja...
Det er det eneste fag jeg har med et par hundrede studerende, hvor man reelt kan sidde at gemme sig, og bare nyde vores undervisers fantastiske slideshows. Han er dælme sjov. For Seinfeld-elskere vil jeg beskrive ham som en ældre udgave af Kramer, med alt hvad dertil hører af stive lemmer, pludselige bevægelser, overraskende følelsesudbrud og udsagn. (Han er tidligere elektrisk tværfløjtespiller fra Texas og hans ansigt stråler, når han taler om ballroom dancing og Fred Astaire.
Faget inkluderer en del fieldtrips, så vi kommer rent faktisk ud og ser byen på en anden måde end vi ellers ville. Det er et hyggefag, men ifølge hjemmesiden www.RateMyProfessor.com (Bedøm min lærer. Ikke at forveksle med siden www.RapeMy Professor.com som har et ganske anderledes indhold) så er den spøjse professor Chandler, der har undervist i faget i 36 år (!), rimelig karrig med, at man får taget gode notater undervejs. Så det håber jeg du gør, Sisse!
GRØN FILT OG THAI-BIKS
Selvom der går 30.000 studerende på SFSU, virker det faktisk ikke særlig stort. Der er kun 6-7 bygninger (i hvert fald så vidt jeg har opdaget, Gorm!) og jeg skal ikke engang bruge dem allesammen for at få hverdagen til at glide i transfedt.
Men bare fordi stedet ikke er enormt, betyder det jo ikke, at der ikke er en hel etage med:
Spilautomater (ca. 30 stk. på række)
Fine, fine poolborde med ny filt (ca. 6-7 stykker)
Thai-mad biks
Og vist nok også et pizza-sted.
Og en etage med:
Mexi-food biks, hvor jeg lidt for ofte bestiller Enchilada med kylling (lissom på "mexicaneren", Laura!)
Amerikansk morgenmadscafeteria (med lidt for vammel omelet)
Kaffebar med ordentlig kaffe. (Vigtigt!!!)
Salatbar biks med fantastisk kylling!
Kagebutik med frisklavet 100% frugtholdige smoothies.
2 etagers boghandel (én etage som ordinær boghandel, én udelukkende med skolebøger)
Samt en etage med sofaer, hvor de studerende ofte tager sig en ufortjent lur.
Slut for denne gang. Tak mor og Sisse, fordi I læste med så langt. Jeg er HELT sikker på, at de andre tyndpissere er sprunget fra for længe siden. Eller hvad?!
Hold den ægte, dudes!
31. jan. 2008
Varsel: Kulturchok!
I introduktionsugen på SFSU sad hele flokken af udvekslingsstuderende bænket i auditoriet for at se et par videoklip, hvor tidligere udvekslingsstuderende fortalte om deres oplevelser.
Den var fra slut 1980'erne, og umiddelbart var det lidt svært at identificere sig med de laksefarveklædte mennesker med creppet garn og skulderpuder. Og endnu sværere at identificere sig med pigerne...
"Men det er lovpligtigt for skolen at vise filmen," sagde udvekslingsansvarlige Mr. Y (udtales Mr. Why. Så vidt vides ingen forbindelse mellem ham og Dr. Who...)
"Men essensen af filmen er stadig holdbar," garanterede Mr. Y, og lyset sænkede sig i salen.
INGEN VENNER
Og så skal jeg ellers lige love for, at vi nyankomne fik en pose lunken urin smidt i lige i fjæset.
ALLE! Alle uden undtagelse af de ca. 10 interviewede personer fortalte, hvor ensomme de havde været, hvordan amerikanerne hele tiden siger, at de ringer til dig senere, men aldrig gør det. At amerikanere ikke har samme forståelse af vennebegrebet som vi har i Europa, og derfor ALDRIG åbner for den private godterpose, men hele tiden holder folk på afstand. Amerikanere kan sagtens fortælle en vildt fremmede i bussen, at de lige er blevet skilt og er deprimerede over, at "kranen" skal have børnene og blah blah blah.
Men ifølge personerne i filmen (tyskere, frankmænd, kenyanere, japanere etc.) så er det stort set umuligt at udvikle et egentlig venskab, der varer længere tid end blot en enkelt samtale. Amerikanere er hele tiden videre, videre, videre.
Det mest værdifulde de har er tid. Og pokker skal stå i at spilde den.
Det var rystende nyt for mig, for jeg havde jo netop fået indtrykket af det modsatte. At amerikanerne er modtagelige og GERNE bruger tid på dig.
Hmmm...
TILSTAND AF CHOK
Så der sad vi i storskærmens skær og blev mere og mere disillusioneret. Endvidere kunne filmens eksperter (psykologer, læger, rektorer) fortælle, at vi "fremmede" med stor sandsynlighed ville gå i, hvad der klinisk set betegnes som "kulturchok".
En tilstand, der minder om depression, med kronisk træthed og generelt manglende overskud.
Aha - jamen det skal nok blive et dejligt halvt år, lød det vantro rundt i salen.
Kulturchokket skyldes angiveligt, at vi konstant er udsat for nye indtryk. Ikke kun nye oplevelser som "se der går en negerbøsse" eller "wow, hvor er den her gade stejl!", men kulturchokket sætter ind, fordi ALT er nyt. Stikkontakterne, låsen til lokummet (som jeg stadig ikke stoler på over en dørtærskel!), transportsystemet, maden, byens rytme, det skizofrene vejr, elevernes røvslikkeri i undervisningen, professorens til tider mega-selvhøjtidelige opførsel og så videre og så videre. Alt er nyt.
Men kådheden vandt heldigvis over videoens sortsynede budskab, og vi har alle gjort tykt grin med begrebet kulturchok siden vi så filmen. Hver gang nogen har glemt noget får de bemærkningen: "uha, det er nok kulturchok." Eller hvis nogen er i dårligt humør: "Nå nå, der er nok en, der har kulturchok, haha!"
THE CRYING DUTCHMAN
Men som dagene er gået og som vi mere og mere lærer hinanden at kende, des tydeligere bliver det, at de fleste i mere eller mindre grad faktisk er ramt af det lumske kulturchok. Der er sågar en af hollænderne, der stort set ikke har forladt sit værelse siden han kom. Og han er endda en udadvendt 27-årig gut med sit eget radioprogram i Amsterdam, så direkt genert er han sgu ikke. Men han har ikke helt fundet sin mojo i byen endnu.
Vi prøver selvfølgelig at hive ham med ud og det er efterhånden ved at lykkes.
KLIP TIL JAKOB
Personlig er jeg temmelig træt i øjeblikket. Selvom vi faktisk ikke har så mange timer, at det gør noget (jeg skriver lige om fagene senere).
Problemet er, at jeg bor hos Sisse - hvilket i sig selv ikke er et problem. Faktisk er det rigtig, rigtig hyggeligt. Men det er ikke MIT sted. Og uanset hvor søde og rare både Sisse og hendes land lady Nancy er, så er jeg stadig en gæst. Endda en temmelig permanent en af slagsen. Så det stresser mig lidt. Og det stresser mig, at det stresser Sisse, for så længe jeg er her, så har hun HELLER ikke et sted, der er hendes og KUN hendes.
Og det bliver jo ikke bedre af at land lady'ens 5-årig datter er ligeså larmende og irriterende som hun er bedårende. Og hun er MEGET bedårende...
Så Sisse sidder igen på Craigslist (den lokale Blå Avis) for at finde et nyt sted at bo.
Heldigvis har vi det stadig hyggeligt/sjovt og i aften bliver vi begge hjemme fra Pint Night for at blive i indendøre og se nogle film (det øser ned udenfor og øl-festen er på Russian Hill inde i centrum).
Og så stopper brokkeriet her - for jeg føler mig stadig ret priviligeret over at være her, og selv i silende regn kan jeg stå og smågrine for mig selv over, hvor fantastisk byen er.
Nå ja - og så har jeg set Golden Gate for første gang - i mørke :)
(Billedet øverst er taget fra The Dutch Girls yuppie-lejlighed i Pacific Haights - det fine kvarter)
Den var fra slut 1980'erne, og umiddelbart var det lidt svært at identificere sig med de laksefarveklædte mennesker med creppet garn og skulderpuder. Og endnu sværere at identificere sig med pigerne...
"Men det er lovpligtigt for skolen at vise filmen," sagde udvekslingsansvarlige Mr. Y (udtales Mr. Why. Så vidt vides ingen forbindelse mellem ham og Dr. Who...)
"Men essensen af filmen er stadig holdbar," garanterede Mr. Y, og lyset sænkede sig i salen.
INGEN VENNER
Og så skal jeg ellers lige love for, at vi nyankomne fik en pose lunken urin smidt i lige i fjæset.
ALLE! Alle uden undtagelse af de ca. 10 interviewede personer fortalte, hvor ensomme de havde været, hvordan amerikanerne hele tiden siger, at de ringer til dig senere, men aldrig gør det. At amerikanere ikke har samme forståelse af vennebegrebet som vi har i Europa, og derfor ALDRIG åbner for den private godterpose, men hele tiden holder folk på afstand. Amerikanere kan sagtens fortælle en vildt fremmede i bussen, at de lige er blevet skilt og er deprimerede over, at "kranen" skal have børnene og blah blah blah.
Men ifølge personerne i filmen (tyskere, frankmænd, kenyanere, japanere etc.) så er det stort set umuligt at udvikle et egentlig venskab, der varer længere tid end blot en enkelt samtale. Amerikanere er hele tiden videre, videre, videre.
Det mest værdifulde de har er tid. Og pokker skal stå i at spilde den.
Det var rystende nyt for mig, for jeg havde jo netop fået indtrykket af det modsatte. At amerikanerne er modtagelige og GERNE bruger tid på dig.
Hmmm...
TILSTAND AF CHOK
Så der sad vi i storskærmens skær og blev mere og mere disillusioneret. Endvidere kunne filmens eksperter (psykologer, læger, rektorer) fortælle, at vi "fremmede" med stor sandsynlighed ville gå i, hvad der klinisk set betegnes som "kulturchok".
En tilstand, der minder om depression, med kronisk træthed og generelt manglende overskud.
Aha - jamen det skal nok blive et dejligt halvt år, lød det vantro rundt i salen.
Kulturchokket skyldes angiveligt, at vi konstant er udsat for nye indtryk. Ikke kun nye oplevelser som "se der går en negerbøsse" eller "wow, hvor er den her gade stejl!", men kulturchokket sætter ind, fordi ALT er nyt. Stikkontakterne, låsen til lokummet (som jeg stadig ikke stoler på over en dørtærskel!), transportsystemet, maden, byens rytme, det skizofrene vejr, elevernes røvslikkeri i undervisningen, professorens til tider mega-selvhøjtidelige opførsel og så videre og så videre. Alt er nyt.
Men kådheden vandt heldigvis over videoens sortsynede budskab, og vi har alle gjort tykt grin med begrebet kulturchok siden vi så filmen. Hver gang nogen har glemt noget får de bemærkningen: "uha, det er nok kulturchok." Eller hvis nogen er i dårligt humør: "Nå nå, der er nok en, der har kulturchok, haha!"
THE CRYING DUTCHMAN
Men som dagene er gået og som vi mere og mere lærer hinanden at kende, des tydeligere bliver det, at de fleste i mere eller mindre grad faktisk er ramt af det lumske kulturchok. Der er sågar en af hollænderne, der stort set ikke har forladt sit værelse siden han kom. Og han er endda en udadvendt 27-årig gut med sit eget radioprogram i Amsterdam, så direkt genert er han sgu ikke. Men han har ikke helt fundet sin mojo i byen endnu.
Vi prøver selvfølgelig at hive ham med ud og det er efterhånden ved at lykkes.
KLIP TIL JAKOB
Personlig er jeg temmelig træt i øjeblikket. Selvom vi faktisk ikke har så mange timer, at det gør noget (jeg skriver lige om fagene senere).
Problemet er, at jeg bor hos Sisse - hvilket i sig selv ikke er et problem. Faktisk er det rigtig, rigtig hyggeligt. Men det er ikke MIT sted. Og uanset hvor søde og rare både Sisse og hendes land lady Nancy er, så er jeg stadig en gæst. Endda en temmelig permanent en af slagsen. Så det stresser mig lidt. Og det stresser mig, at det stresser Sisse, for så længe jeg er her, så har hun HELLER ikke et sted, der er hendes og KUN hendes.
Og det bliver jo ikke bedre af at land lady'ens 5-årig datter er ligeså larmende og irriterende som hun er bedårende. Og hun er MEGET bedårende...
Så Sisse sidder igen på Craigslist (den lokale Blå Avis) for at finde et nyt sted at bo.
Heldigvis har vi det stadig hyggeligt/sjovt og i aften bliver vi begge hjemme fra Pint Night for at blive i indendøre og se nogle film (det øser ned udenfor og øl-festen er på Russian Hill inde i centrum).
Og så stopper brokkeriet her - for jeg føler mig stadig ret priviligeret over at være her, og selv i silende regn kan jeg stå og smågrine for mig selv over, hvor fantastisk byen er.
Nå ja - og så har jeg set Golden Gate for første gang - i mørke :)
(Billedet øverst er taget fra The Dutch Girls yuppie-lejlighed i Pacific Haights - det fine kvarter)
"Må man tage hunden med sig ind i Ko Paladset?"
2000 hunde.
135 forskellige racer.
Og en masse amerikanske hundeejere.
Tja, hvorfor ikke bruge en søndag i messecentret "Cow Palace" i udlanten af byen (faktisk helt i Daly City!), hvor den navnkundige hundeforening Golden Gate Kennel Club viser deres kreaturer frem?
Sisse og jeg har begge fotojournalistik på Uni, så det var med fotoudstyret under armen og så afsted for at se på de sjove og stolte hundeejere. Og lidt på hundene.
Vi så ikke så meget af selve showet, for jeg har ikke (endnu) en zoomoptik og så er der sgu ikke meget spas at hente i en stor hal.
Så vi gik backstage for at skyde nogle entusiaster og firbenede deres venner.
Vrrruf!!!
Faktisk var ingen af os godkendt til faget Fotojournalistik II, men efter underviseren så vores billeder fik vi grønt lys og følgende ord med på vejen.
"Det bliver godt at have jer i klassen. Så kan vi sætte overliggeren højt fra starten".
Yes sir - sagt af manden, der har solgt 300.000 eksemplarer af sin bog "Photojournalism - the professionals' approach"
Behøver jeg fortælle at vi begge gik med armene oppe over hovedet den dag? Hvorefter vi blev synkront ramt af panik over at han nu forventer helt vildt meget resten af semestret. Hmmmm...
Men faktisk var det ikke så meget billederne, han var imponeret af - det var vist mere, at vi rent faktisk var taget ud på en selvopfunden opgave.
"90 procent af mine studerende ville aldrig have gjort det selv," sagde Mr. Kobré, mens han hev verdens længste snotter ud af overskægget.
Det regner, og folk er forkølede her i sunny California...
135 forskellige racer.
Og en masse amerikanske hundeejere.
Tja, hvorfor ikke bruge en søndag i messecentret "Cow Palace" i udlanten af byen (faktisk helt i Daly City!), hvor den navnkundige hundeforening Golden Gate Kennel Club viser deres kreaturer frem?
Sisse og jeg har begge fotojournalistik på Uni, så det var med fotoudstyret under armen og så afsted for at se på de sjove og stolte hundeejere. Og lidt på hundene.
Vi så ikke så meget af selve showet, for jeg har ikke (endnu) en zoomoptik og så er der sgu ikke meget spas at hente i en stor hal.
Så vi gik backstage for at skyde nogle entusiaster og firbenede deres venner.
Vrrruf!!!
Faktisk var ingen af os godkendt til faget Fotojournalistik II, men efter underviseren så vores billeder fik vi grønt lys og følgende ord med på vejen.
"Det bliver godt at have jer i klassen. Så kan vi sætte overliggeren højt fra starten".
Yes sir - sagt af manden, der har solgt 300.000 eksemplarer af sin bog "Photojournalism - the professionals' approach"
Behøver jeg fortælle at vi begge gik med armene oppe over hovedet den dag? Hvorefter vi blev synkront ramt af panik over at han nu forventer helt vildt meget resten af semestret. Hmmmm...
Men faktisk var det ikke så meget billederne, han var imponeret af - det var vist mere, at vi rent faktisk var taget ud på en selvopfunden opgave.
"90 procent af mine studerende ville aldrig have gjort det selv," sagde Mr. Kobré, mens han hev verdens længste snotter ud af overskægget.
Det regner, og folk er forkølede her i sunny California...
24. jan. 2008
Jakob crasher sit første fag
FØRSTE SKOLEDAG FOR JAKOB, 32 ÅR.
Det regnede. Og regnede.
Jeg tog en BART (metro) til nærmeste station, hvorefter en shuttlebus kom og samlede alle studerende op og kørte dem (gratis) lige til døren i en minibus.
Amerikanere hører musik hele tiden, i kantinen, på kontorer og alle tænkelige steder. Selvfølgelig også i min shuttlebus, hvor en stor sort Mama bød os alle velkommen med soul godfather James Brown:
"I feeeeeeel good. (di-del-i-del-li-del-di) I know that I would."
For fuld udrykning! Så er man lissom igang med dagen...the american way...
Derefter var det direkte i kaffebaren og få en "medium latte, double shot" til $2.
Ja, skolen har en kaffebar på fuld niveau med hvilken som helst Københavnsk café eller Starbucks. Den ligger oven på poolhall'en og området med spilautomater (..?)
Derefter afsted til første time som jeg blev nødt til at "crashe"
DET ER EN TYSKER
Det første fag på mit skoleskema var "Fotojournalistik for dummies."
De første ord lød: "Dette er et kamera. Dette er en linse"
Hmm. Lige basic nok til mig, tænkte jeg i begyndelsen og overvejede at lade mig opskrive til "Fotojournalistik for knap so dummies" (Photojournalism 2)
Men det er ikke bare noget man lige gør her på SFSU. Faktisk er det svært nok at få fotojournalistik 1, fordi holdet er overtegnet. Og så skal man "crashe" en klasse. Det betyder, at man tropper op uanmeldt, sætter sig på forreste række og lyder helt utrolig engageret i den første lektion. Derefter går man op til læreren og charmer lidt på tysk, fordi hun er fra Deutschland, hvorefter man demonstrerer, at man følger med i hendes undervisning ved at finde fejl i hendes PowerPoint præsentation og så videre.
Alt i alt en dristig succes, der endte med, at hun lovede ikke at smide mig ud af faget, selvom det skulle vise sig, at der ikke er plads nok. Yes sir!
(Sisse var smart nok til at melde sig på Photo 2, da vi havde chance, men så tjekket var jeg ikke...)
Men det er ok. Jeg skal bare lige vende mig til niveauet. Helt ærligt. Læreren gennemgik 5 typer fotos, man kan møde i en avis: portræt, sport etc. Hun forsøgte VIRKELIG at få klassen til at gætte med på, hvilke genrer, man kan støde på i en avis (newspaper - med tryk på første stavelse).
"Come on guys. What would be the thing to put in a newspaper?"
Ingen svar.
"NEWSpaper."
Stadig intet svar.
"NEEEEWSpaper!"
En stille fyr forsøgte sig:
"Landscapes?"
Øh. Nej. Ikke landskabsbilleder i en avis. Jeg tænkte, at det fandme var løgn, så jeg strakte fingeren i vejret for 20. gang.
"I think a NEEEEEWSphotos would fit in nicely in a newspaper" sagde jeg fra forreste parket. (ikke helt så hovent som det lyder her)
"YES it would!" udbrød lærinden.
SURPRISE!!!!
Nå, nu skal jeg nok slappe lidt af. Især taget i betragtning at jeg formulerer mig af helvede til i timerne fordi mit engelske er så usselt. Og det bliver absolut ikke bedre af at hænge ud med hollændere, nordmænd, franskmænd, svenskere og Sisse og Stine. Jeg kommer muligvis hjem den værste amerikanske accent EVER!
vi taler allesammen engelsk til hinanden, men vi har alle vores begrænsninger, så de bliver nogle gange til nogle ret morsomme samtaler. For eksempel denne her.
Hørt på en larmende bar:
Rose (hollandsk pige): How old are you?
Jakob: What?!
R: How old are you?
J: I'm thirty two!
R: What did you say?! Thirty two?!
J: What? Are you dirty too?
R: What do you mean a turtle too?!
Yep - sådan hygger vi os i bedste Hjullerup Færgeby stil.
Nå, men mit næste fag var "Perspectives on American Culture", hvor vores første lektie er at læse om 12 grunde til at USA er ved at skifte fra demokrati til diktatur, hvis man skal overfører de mekanismer der var til stede da Italien og Spanien andre lande skiftede fra demokrati til diktatur. Tror det bliver et spændende hold. Og professoren er vildt hyggelig. En gammel rotte.
"Oh - you are from Denmark. Do you know that movie "Mifune"?"
Sure do...
Igen var der musik. Mild jazz til at sprede god vibrationer, inden vi gik igang.
Godt så. Jeg vil stoppe for denne gang. Er ved at planlægge at min tidligere chef fra JP Flemming Rose kommer herover og fortæller om Muhammed-krisen.
Auf wiedersehn :)
Det regnede. Og regnede.
Jeg tog en BART (metro) til nærmeste station, hvorefter en shuttlebus kom og samlede alle studerende op og kørte dem (gratis) lige til døren i en minibus.
Amerikanere hører musik hele tiden, i kantinen, på kontorer og alle tænkelige steder. Selvfølgelig også i min shuttlebus, hvor en stor sort Mama bød os alle velkommen med soul godfather James Brown:
"I feeeeeeel good. (di-del-i-del-li-del-di) I know that I would."
For fuld udrykning! Så er man lissom igang med dagen...the american way...
Derefter var det direkte i kaffebaren og få en "medium latte, double shot" til $2.
Ja, skolen har en kaffebar på fuld niveau med hvilken som helst Københavnsk café eller Starbucks. Den ligger oven på poolhall'en og området med spilautomater (..?)
Derefter afsted til første time som jeg blev nødt til at "crashe"
DET ER EN TYSKER
Det første fag på mit skoleskema var "Fotojournalistik for dummies."
De første ord lød: "Dette er et kamera. Dette er en linse"
Hmm. Lige basic nok til mig, tænkte jeg i begyndelsen og overvejede at lade mig opskrive til "Fotojournalistik for knap so dummies" (Photojournalism 2)
Men det er ikke bare noget man lige gør her på SFSU. Faktisk er det svært nok at få fotojournalistik 1, fordi holdet er overtegnet. Og så skal man "crashe" en klasse. Det betyder, at man tropper op uanmeldt, sætter sig på forreste række og lyder helt utrolig engageret i den første lektion. Derefter går man op til læreren og charmer lidt på tysk, fordi hun er fra Deutschland, hvorefter man demonstrerer, at man følger med i hendes undervisning ved at finde fejl i hendes PowerPoint præsentation og så videre.
Alt i alt en dristig succes, der endte med, at hun lovede ikke at smide mig ud af faget, selvom det skulle vise sig, at der ikke er plads nok. Yes sir!
(Sisse var smart nok til at melde sig på Photo 2, da vi havde chance, men så tjekket var jeg ikke...)
Men det er ok. Jeg skal bare lige vende mig til niveauet. Helt ærligt. Læreren gennemgik 5 typer fotos, man kan møde i en avis: portræt, sport etc. Hun forsøgte VIRKELIG at få klassen til at gætte med på, hvilke genrer, man kan støde på i en avis (newspaper - med tryk på første stavelse).
"Come on guys. What would be the thing to put in a newspaper?"
Ingen svar.
"NEWSpaper."
Stadig intet svar.
"NEEEEWSpaper!"
En stille fyr forsøgte sig:
"Landscapes?"
Øh. Nej. Ikke landskabsbilleder i en avis. Jeg tænkte, at det fandme var løgn, så jeg strakte fingeren i vejret for 20. gang.
"I think a NEEEEEWSphotos would fit in nicely in a newspaper" sagde jeg fra forreste parket. (ikke helt så hovent som det lyder her)
"YES it would!" udbrød lærinden.
SURPRISE!!!!
Nå, nu skal jeg nok slappe lidt af. Især taget i betragtning at jeg formulerer mig af helvede til i timerne fordi mit engelske er så usselt. Og det bliver absolut ikke bedre af at hænge ud med hollændere, nordmænd, franskmænd, svenskere og Sisse og Stine. Jeg kommer muligvis hjem den værste amerikanske accent EVER!
vi taler allesammen engelsk til hinanden, men vi har alle vores begrænsninger, så de bliver nogle gange til nogle ret morsomme samtaler. For eksempel denne her.
Hørt på en larmende bar:
Rose (hollandsk pige): How old are you?
Jakob: What?!
R: How old are you?
J: I'm thirty two!
R: What did you say?! Thirty two?!
J: What? Are you dirty too?
R: What do you mean a turtle too?!
Yep - sådan hygger vi os i bedste Hjullerup Færgeby stil.
Nå, men mit næste fag var "Perspectives on American Culture", hvor vores første lektie er at læse om 12 grunde til at USA er ved at skifte fra demokrati til diktatur, hvis man skal overfører de mekanismer der var til stede da Italien og Spanien andre lande skiftede fra demokrati til diktatur. Tror det bliver et spændende hold. Og professoren er vildt hyggelig. En gammel rotte.
"Oh - you are from Denmark. Do you know that movie "Mifune"?"
Sure do...
Igen var der musik. Mild jazz til at sprede god vibrationer, inden vi gik igang.
Godt så. Jeg vil stoppe for denne gang. Er ved at planlægge at min tidligere chef fra JP Flemming Rose kommer herover og fortæller om Muhammed-krisen.
Auf wiedersehn :)
20. jan. 2008
Er du bøsse eller straight?
Min landlady Michelle (50 årig advokat) er lesbisk og den anden lejer Natalie (i 30'erne, og alt for stor til at være med på billederne) er straight. Altså til mænd.
Og som det mest naturlige i hele verden blev der da også lige spurgt til hvilket hold jeg spiller på.
"Det var en skam", sagde Michelle. "Men du skal nok få mange gay looks på gaden, haha"
Jo, Mit nye nabolag grænser op til bøssernes distrikt Castro. Jeg skal nok vise jer mere rundt senere, men først en tur i huset.
Mit værelse kan I desværre ikke se, da hende der bor der ikke er flyttet endnu. Jeg flytter ind 3. februar og skal betale $800 om måneden inkl. forbrug/tv/internet/vask etc.
Til gengæld skal jeg også lave pligter i huset 1,5 hver uge.
"Ingen problem" løj jeg til samtalen.
Jo, Laura. Ordet pligter blev nævnt i forbindelse med mit navn - spøjst ikke :)
Velkommen til mit nye hjem!
Og som det mest naturlige i hele verden blev der da også lige spurgt til hvilket hold jeg spiller på.
"Det var en skam", sagde Michelle. "Men du skal nok få mange gay looks på gaden, haha"
Jo, Mit nye nabolag grænser op til bøssernes distrikt Castro. Jeg skal nok vise jer mere rundt senere, men først en tur i huset.
Mit værelse kan I desværre ikke se, da hende der bor der ikke er flyttet endnu. Jeg flytter ind 3. februar og skal betale $800 om måneden inkl. forbrug/tv/internet/vask etc.
Til gengæld skal jeg også lave pligter i huset 1,5 hver uge.
"Ingen problem" løj jeg til samtalen.
Jo, Laura. Ordet pligter blev nævnt i forbindelse med mit navn - spøjst ikke :)
Velkommen til mit nye hjem!
19. jan. 2008
Amerikanere er fede, dumme og overfladiske...
...synes vi i Danmark. Og det er måske rigtigt mange steder i USA - bare ikke i San Francisco.
Det, der har imponeret mig allermest i de første par dage, er hverken Stillehavet eller Golden Gate, men derimod en spøjs lille detalje i det hårdt trængte velfærdssystem. (Faktisk har jeg ikke været tæt på hverken Golden Gate eller havet endnu, men I forstår, hvad jeg mener)
Finten går ud på, at alle tjenere på restauranterne som det mest naturlige i hele verden spørger, om man har lyst til at få sine rester med hjem i en box (en doggy bag), hvis man ikke har spist op. Sødt nok, ja, men det er ikke det, jeg er så imponeret af.
Næ, det fantastiske er, at folk tager maden under armen og giver det til den første hjemløse de møder på vej hjem. Og med de portioner man får serveret i USA så kan I jo selv regne ud, hvor tit man har mad til overs.
Ved ikke hvorfor, men jeg bliver bare så glad ved tanken om, at borgerne selv mætter de munde som systemet ikke vil. (Selvom det selvfølgelig langt fra er nok!)
Vi har selvfølgelig mødt andre mennesker end posedamer og folk, der sover i papkasser. Jeg har besøgt en del mennesker for at se på værelser, og flere af ejerne af værelser jeg har sagt nej tak til har skrevet tilbage, at det er helt ok, men at de gerne vil være venner og invitere mig ud, fordi de synes det var hyggeligt at møde mig. (Altså folk der HAR kærester!). Helt almindelige mennesker med job og bil!
Og Sisse's husvært (en alenemor i 30'erne) har allerede inviteret Sisse og jeg med på weekendtur til...hmmm...noget med nogle særlige træer kan ikke helt huske det...Men helt ærgeligt. Sisse havde kendt hende i en time og mig havde hun aldrig mødt - hun synes bare vi lød hyggelige. (Og nej mor, Sisse og jeg er ikke kærester - selvom vi (mest Sisse) efterhånden opfører os som om vi er gift. Men vi hygger os også nogle gange.)
Nå nu vil jeg stoppe. Men næste gang skriver jeg bla.a om forelæsningen om, hvordan man har sex i San Francisco samt om skolepolitiet, der kan escortere dig igennem skolegården, hvis du er utryg. Og jo, det ER rigtige politifolk, og JO, det er min skole, og NEJ - der er absolut ikke noget som helst at være utryg ved.
Og her en lille liste over, hvilke genstande jeg glemt indtil videre.
1) Mit pas i en kopimaskine.
2) Mit Visa-kort i en bar.
(Begge genstande er atter i min varetægt)
PS: Og så gik vi glip af at se præsidentkandidaten Obama, der ellers lige var i byen. Til gengæld er skuespilleren Morgan Freemann blevet spottet in the street of San Francisco og Sean Penn er ved at indspille en film om mordet på Harvey Milk - politikeren, der revolutionerende bystyret i San Francisco og dannede skole for resten af USA.
Husk at sige til, hvis der er noget helt åbenlyst jeg glemmer at fortælle om.
Ha' det lækkert, alle mand. (m/k)
Og et stort tillykke til Laura, der i dag er færdiguddannet som ergoterapeut!!!
Kh
Jakob
Det, der har imponeret mig allermest i de første par dage, er hverken Stillehavet eller Golden Gate, men derimod en spøjs lille detalje i det hårdt trængte velfærdssystem. (Faktisk har jeg ikke været tæt på hverken Golden Gate eller havet endnu, men I forstår, hvad jeg mener)
Finten går ud på, at alle tjenere på restauranterne som det mest naturlige i hele verden spørger, om man har lyst til at få sine rester med hjem i en box (en doggy bag), hvis man ikke har spist op. Sødt nok, ja, men det er ikke det, jeg er så imponeret af.
Næ, det fantastiske er, at folk tager maden under armen og giver det til den første hjemløse de møder på vej hjem. Og med de portioner man får serveret i USA så kan I jo selv regne ud, hvor tit man har mad til overs.
Ved ikke hvorfor, men jeg bliver bare så glad ved tanken om, at borgerne selv mætter de munde som systemet ikke vil. (Selvom det selvfølgelig langt fra er nok!)
Vi har selvfølgelig mødt andre mennesker end posedamer og folk, der sover i papkasser. Jeg har besøgt en del mennesker for at se på værelser, og flere af ejerne af værelser jeg har sagt nej tak til har skrevet tilbage, at det er helt ok, men at de gerne vil være venner og invitere mig ud, fordi de synes det var hyggeligt at møde mig. (Altså folk der HAR kærester!). Helt almindelige mennesker med job og bil!
Og Sisse's husvært (en alenemor i 30'erne) har allerede inviteret Sisse og jeg med på weekendtur til...hmmm...noget med nogle særlige træer kan ikke helt huske det...Men helt ærgeligt. Sisse havde kendt hende i en time og mig havde hun aldrig mødt - hun synes bare vi lød hyggelige. (Og nej mor, Sisse og jeg er ikke kærester - selvom vi (mest Sisse) efterhånden opfører os som om vi er gift. Men vi hygger os også nogle gange.)
Nå nu vil jeg stoppe. Men næste gang skriver jeg bla.a om forelæsningen om, hvordan man har sex i San Francisco samt om skolepolitiet, der kan escortere dig igennem skolegården, hvis du er utryg. Og jo, det ER rigtige politifolk, og JO, det er min skole, og NEJ - der er absolut ikke noget som helst at være utryg ved.
Og her en lille liste over, hvilke genstande jeg glemt indtil videre.
1) Mit pas i en kopimaskine.
2) Mit Visa-kort i en bar.
(Begge genstande er atter i min varetægt)
PS: Og så gik vi glip af at se præsidentkandidaten Obama, der ellers lige var i byen. Til gengæld er skuespilleren Morgan Freemann blevet spottet in the street of San Francisco og Sean Penn er ved at indspille en film om mordet på Harvey Milk - politikeren, der revolutionerende bystyret i San Francisco og dannede skole for resten af USA.
Husk at sige til, hvis der er noget helt åbenlyst jeg glemmer at fortælle om.
Ha' det lækkert, alle mand. (m/k)
Og et stort tillykke til Laura, der i dag er færdiguddannet som ergoterapeut!!!
Kh
Jakob
18. jan. 2008
Kvæstet og glad
Velkommen til min blog - den første af slagsen!
Selvom jeg er næsten 3000 år ældre end de fleste medstuderende skal det ikke afholde mig fra at være topmoderne og lægge hovedet på bloggen her i cyberspace. (Ja, det var faktisk et lille ordspil...)
Ved godt der ikke ligger så meget på siden lige nu, men indtil jeg får skrevet noget, så kan du jo klikke på videoklippene i bunden og se musikvideoen til Scott McKenzies "If you're going to San Francisco".
Lidt kedeligt, undskyld, men man er lidt småsløj med noget influenzasjov. Min nye roomate Stine er faktisk endnu mere ramt end mig, så det skal blive spændende at se, hvem der kaster først op på den anden. Faktisk er Californien en af de 5-6 i USA der pt. er mest ramt af "the flu" - det så jeg selv på CNN og så passer det...
Nå, ikke mere piveri - nu vil jeg gå til køjs i verdens rareste by, hvor det hvide sollys dagen lang er blevet kastet rundt imellem de smukke victorianske træhuse, og gentagne gange har ramt mig lige i fjæset, og skåret et smil på størrelse med Grand Canyon. Og der skal mere end influenza til at fjerne det igen - smilet.
Og nu til vejret: Vi går rundt i t-shirts, når vi er i solen, og med trøje og jakke, når vi er i skyggen. Vejret her er dybt skizofrent. Som Mark Twain sagde: "The coldest winter I ever spent was a summer in San Francisco." Man skal altid være beredt, og temperaturen skifter ret kraftig fra distrikt til distrikt, fordi de ligger i forskellige højder og med forskellige vinde blæsende igennem sig. Skal nok lige vende tilbage med mere info om byens forskellige distrikter, som vi efterhånden er ved at kende. De er MEGET forskellige. I Castro District er en bøsse noget man har i sengen og i The Mission District er det noget, man har i hånden.
Jeg skal bo i The Mission...
I morgen giver jeg den lige en skalle med beretninger og om hvad vi laver på skolen og alt det andet sjov. Hvis du vil smugkigge, så klik ind på min danske rejsekammerat Sisse's blog - hun fortæller vidt og bredt. Og tro mig - hun snakker lige så meget som hun skriver! (Sisse, det er jo på en kærlig måde!)
Kh
Jakob
Selvom jeg er næsten 3000 år ældre end de fleste medstuderende skal det ikke afholde mig fra at være topmoderne og lægge hovedet på bloggen her i cyberspace. (Ja, det var faktisk et lille ordspil...)
Ved godt der ikke ligger så meget på siden lige nu, men indtil jeg får skrevet noget, så kan du jo klikke på videoklippene i bunden og se musikvideoen til Scott McKenzies "If you're going to San Francisco".
Lidt kedeligt, undskyld, men man er lidt småsløj med noget influenzasjov. Min nye roomate Stine er faktisk endnu mere ramt end mig, så det skal blive spændende at se, hvem der kaster først op på den anden. Faktisk er Californien en af de 5-6 i USA der pt. er mest ramt af "the flu" - det så jeg selv på CNN og så passer det...
Nå, ikke mere piveri - nu vil jeg gå til køjs i verdens rareste by, hvor det hvide sollys dagen lang er blevet kastet rundt imellem de smukke victorianske træhuse, og gentagne gange har ramt mig lige i fjæset, og skåret et smil på størrelse med Grand Canyon. Og der skal mere end influenza til at fjerne det igen - smilet.
Og nu til vejret: Vi går rundt i t-shirts, når vi er i solen, og med trøje og jakke, når vi er i skyggen. Vejret her er dybt skizofrent. Som Mark Twain sagde: "The coldest winter I ever spent was a summer in San Francisco." Man skal altid være beredt, og temperaturen skifter ret kraftig fra distrikt til distrikt, fordi de ligger i forskellige højder og med forskellige vinde blæsende igennem sig. Skal nok lige vende tilbage med mere info om byens forskellige distrikter, som vi efterhånden er ved at kende. De er MEGET forskellige. I Castro District er en bøsse noget man har i sengen og i The Mission District er det noget, man har i hånden.
Jeg skal bo i The Mission...
I morgen giver jeg den lige en skalle med beretninger og om hvad vi laver på skolen og alt det andet sjov. Hvis du vil smugkigge, så klik ind på min danske rejsekammerat Sisse's blog - hun fortæller vidt og bredt. Og tro mig - hun snakker lige så meget som hun skriver! (Sisse, det er jo på en kærlig måde!)
Kh
Jakob
Abonner på:
Kommentarer (Atom)