What do I learn in the school?

Tillad mig at præsentere verdens længste blog-indlæg. Skrevet med en pude i ryggen, en dyne over fødderne og en tyk bog i skødet til at forhindre mine sædceller i at blive brændt af min skoldhede computer (som jeg i nat drømte gik i stykker, uha uha)

Here we go:

San Francisco State Universty er det mest populære universitet i hele USA, hvis man ser på antallet af udvekslingsstuderende som f.eks. deres udsendte reporter.
Og det er faktisk ikke skidesvært at forstå.
Byen er fantastisk, alle (næsten) vil gerne opleve USA og de fleste har engelsk som deres sprog nr. 2, hvis de er uddannet i europa.
SFSU sætter ovenikøbet så stor pris på udvekslingsstuderende, at vi får lov at vælge fag før de almindelige dødelig amerikanere (der betaler for at gå her!).

Og så er listen med fag usandsynlig lang. Med 30.000 studerende er det muligt at lave meget specialiserede klasser som f.eks. "Kvinder i medierne" som Sisse Red Sock sjovt nok synes er interessant. Men der er er også fag som rent faktisk giver mening. Og dem har jeg valgt et par stykker af:

PHOTOJOURNALISM II
Efter lidt bøvl ser det nu endelig ud til at faget er godkendt. Der er godt ikke plads til mig, men underviseren (førnævnte guru Ken Kobré alias King Cobra) har sagt, at han ikke smider mig ud uanset, hvad der sker.
Faget forudsætter at man ved, hvad et kamera består af og at man alene ved at se på et billede kan fortælle hvilken optik, der er brugt og hvordan optikken var indstillet. Med andre ord - at man allerede har den tekniske del i fingrene. Hmm - det har jeg ikke helt, men jeg lader som om.
Vi har allerede fået tildelt vores først opgave. Vi skal hver især tage til Golden Gate Park (der er noget større end Doktor Parken i Randers...) og så skal vi tage et par hundrede fotos af det man har skrevet sig op til - f.eks. Skatere, joggere, gamle mennesker, hundeejere, legende børn etc.

BOWLING PÅ GRÆS, SIR?
Jeg har skrevet mig op til at følge en flok ældre herrer, der spiller bowling på græs iklædt hvide striktrøjer og hvide bukser som de gør i cricket. Tror det bliver spas. Og svært. Forskellen på almindelige billeder (portrætter og den slags) og fotojournalistik er jo selvsagt at fotoet skal fortælle en historie uden tilhørende artikel. Nå, det kan jeg snakke om i hundrede år, men det vil sikkert kede mere end godt er, så jeg hopper videre. Men photojournalism er absolut højeste prioritet for mig det næste halve år. Surprise :)

PERSPECTIVES ON AMERICAN CULTURE
Hvad er de for nogle sataner? Hvad vil de egentlig og hvordan opfatter de sig selv? Og hvad har de at have det i?!
Jo, selvfølgelig skal jeg da lære noget om amerikanerne, når nu jeg er i deres land. Jeg skal finde ud af hvorfor de reagerer så kraftigt på vittigheder om deres bryster, og hvordan det kan være at en nation, der består af indvandrere mener de har et indvandringsproblem. Til at blive klogere har universet valgt at lade mig møde Professor Mike Scott. En gråhåret nisse med cykelstyrskæg og milde øjne. Han hader at blive kaldt professor og allerede dér går han stik imod resten af underviserne, der uden at blinke kalder sig selv for doctor eller professor, hvis bare de har gået på uni i et år eller to.
Scott begynder altid timen med et stykke musik imens han får pakket sine ting ud og folk får sat sig til rette.
I dag skulle vi dykke ned i jazz'ens væsen for jazz er det tidligste tegn ægte amerikansk kultur. "Not counting specs and indians", som de siger i Young Guns. Altså, jazz er ikke noget franskmændene havde med. Eller danskerne, eller tyskerne, eller englænderne eller irerne. Jazz er det første FÆLLES stykke kultur som alle immigranterne havde lige stor andel i. Derfor begynder Perspectives on American Culture dér. (Undskyld historielektionen, men jeg blev lige lidt grebet).

OG NU TIL DET KLAMME!
Flid, fedt og snyd...hvis der er noget ved skoletilværelsen i USA, der kommer til at tage mig lang tid at lære så er det at fedteri i dén grad belønnes. Alle gør det! Som det mest naturlige i hele verden. Og underviserne efterspørger det rent faktisk for det er en del af deres metode. Men for mig ligner det fedteri af værste skuffe. Når timen begynder er folk allerede klar med fingeren oppe for lige at nævne at de virkelig godt kunne lide den og den passage i teksten til i dag. Og hvordan forfatteren bare har lissom total ret i at det bare er herre-nederen med det dér hungersnød.
Enkelte bringer nyt til torvs, men LANGT de fleste refererer udelukkende til det, vi har læst (eller burde have læst - host!) og fyrer de mest indlysende ligegyldigheder af. Desværre kan jeg ikke selv komme op med bedre kommentarer end de kan. På den tid det tager mig at formulere en meningsfyldt sætning inde i hovedet er debatten allerede videre. Suk. Men jeg skal nok komme efter det...
Sisse derimod er superintegreret i fedteri-systemet. I dag havde hun taget en kopi af en artikel med til professoren, som hun synes han lige skulle se. Hun afleverede den på hans skrivebord i begyndelsen af timen og satte sig tilbage på sin pind lige overfor underviseren så øjenkontakten er intakt i resten af timen. Hun når selvfølgelig lige også at takke ham for at have givet hende indsigt med dagens tekst, haha. (Undskyld Sisse, jeg er bare misundelig. Du gør det godt, og han elsker dig allerede...)

TAK FOR UNDERTEKSTERNE, GENEREL MOTORS!!!
Vi så også en lille film om Jazz i dag. Men den gode professor havde lidt problemer med at få lortet til at afspille, så han greb lige et vægmonteret telefonrør og fik fat i hvad der vel må betragtes som en slags video-pedel. Et eller andet centralt sted i bygningen sidder der en mand og fjernstyrer alle udsendelser på universitetet. Så ringer man lige til ham for at få sat filmen igang - brandsmart. Men først er der selvfølgelig lidt reklamer.
Yep - der er reklamer!
Og jeg troede simpelthen det var for sjov, da der umiddelbart før filmen kom et skilt på skærmen med følgende ordlyd:
"Underteksten på denne film er sponseret af Generel Motors"
WHAT?!
Hahaha - jeg sidder stadig og griner ved tanken. Det er sgu da langt ude. Heldigvis ha r jeg læst i dagens avis, at danske elevråd netop har sagt nej til at modtage adskillige millioner fra Danske Bank. TAK ELEVRÅD!
Nå, var jeg ikke ved at fortælle om mine fag...

VISUAL STORYTELLING
Ikke så meget at berette. Det er 3 timers lysbilledshow hver mandag aften fra 18-21 og eksamen er en multiple choice test, hvor man skal sætte sine krydser de rigtige steder. I undervisningen bliver vi introduceret for de største amerikanske fotografer igennem tiderne (startende med danske Jacob Riis der i begyndelsen 1900-tallet fotograferede slum i New Yorks gader. Tror faktisk han var politibetjent, hmm...)

AMERICAN POLITICS
Igen - et fag for at lære noget om systemet herovre. Min underviser er en tro kopi af Morgan Freeman (sort skuespiller, der var med i En Verden Udenfor, som jeg ved ivrige læsere af denne blog netop har set).
Ved ikke helt om jeg dropper faget igen, da jeg har fag nok til at bestå allerede, og det er 3 timer i træk 19-22 på en dag, hvor jeg i forvejen har været på uni hele dagen. Gaaaaaab.
(Hey Jens Christian - lige nu er klokken 22:22. Sjovt ikke? Ja, undskyld I andre, men min bror har bare en stor fascination af æstetiske klokkeslet)

SAN FRANCISCO
Mit sidste fag hedder ganske enkelt San Francisco og handler om sjovt nok om...ja...
Det er det eneste fag jeg har med et par hundrede studerende, hvor man reelt kan sidde at gemme sig, og bare nyde vores undervisers fantastiske slideshows. Han er dælme sjov. For Seinfeld-elskere vil jeg beskrive ham som en ældre udgave af Kramer, med alt hvad dertil hører af stive lemmer, pludselige bevægelser, overraskende følelsesudbrud og udsagn. (Han er tidligere elektrisk tværfløjtespiller fra Texas og hans ansigt stråler, når han taler om ballroom dancing og Fred Astaire.
Faget inkluderer en del fieldtrips, så vi kommer rent faktisk ud og ser byen på en anden måde end vi ellers ville. Det er et hyggefag, men ifølge hjemmesiden www.RateMyProfessor.com (Bedøm min lærer. Ikke at forveksle med siden www.RapeMy Professor.com som har et ganske anderledes indhold) så er den spøjse professor Chandler, der har undervist i faget i 36 år (!), rimelig karrig med, at man får taget gode notater undervejs. Så det håber jeg du gør, Sisse!

GRØN FILT OG THAI-BIKS
Selvom der går 30.000 studerende på SFSU, virker det faktisk ikke særlig stort. Der er kun 6-7 bygninger (i hvert fald så vidt jeg har opdaget, Gorm!) og jeg skal ikke engang bruge dem allesammen for at få hverdagen til at glide i transfedt.
Men bare fordi stedet ikke er enormt, betyder det jo ikke, at der ikke er en hel etage med:
Spilautomater (ca. 30 stk. på række)
Fine, fine poolborde med ny filt (ca. 6-7 stykker)
Thai-mad biks
Og vist nok også et pizza-sted.

Og en etage med:
Mexi-food biks, hvor jeg lidt for ofte bestiller Enchilada med kylling (lissom på "mexicaneren", Laura!)
Amerikansk morgenmadscafeteria (med lidt for vammel omelet)
Kaffebar med ordentlig kaffe. (Vigtigt!!!)
Salatbar biks med fantastisk kylling!
Kagebutik med frisklavet 100% frugtholdige smoothies.
2 etagers boghandel (én etage som ordinær boghandel, én udelukkende med skolebøger)

Samt en etage med sofaer, hvor de studerende ofte tager sig en ufortjent lur.

Slut for denne gang. Tak mor og Sisse, fordi I læste med så langt. Jeg er HELT sikker på, at de andre tyndpissere er sprunget fra for længe siden. Eller hvad?!

Hold den ægte, dudes!