19. jan. 2008

Amerikanere er fede, dumme og overfladiske...

...synes vi i Danmark. Og det er måske rigtigt mange steder i USA - bare ikke i San Francisco.

Det, der har imponeret mig allermest i de første par dage, er hverken Stillehavet eller Golden Gate, men derimod en spøjs lille detalje i det hårdt trængte velfærdssystem. (Faktisk har jeg ikke været tæt på hverken Golden Gate eller havet endnu, men I forstår, hvad jeg mener)

Finten går ud på, at alle tjenere på restauranterne som det mest naturlige i hele verden spørger, om man har lyst til at få sine rester med hjem i en box (en doggy bag), hvis man ikke har spist op. Sødt nok, ja, men det er ikke det, jeg er så imponeret af.

Næ, det fantastiske er, at folk tager maden under armen og giver det til den første hjemløse de møder på vej hjem. Og med de portioner man får serveret i USA så kan I jo selv regne ud, hvor tit man har mad til overs.

Ved ikke hvorfor, men jeg bliver bare så glad ved tanken om, at borgerne selv mætter de munde som systemet ikke vil. (Selvom det selvfølgelig langt fra er nok!)

Vi har selvfølgelig mødt andre mennesker end posedamer og folk, der sover i papkasser. Jeg har besøgt en del mennesker for at se på værelser, og flere af ejerne af værelser jeg har sagt nej tak til har skrevet tilbage, at det er helt ok, men at de gerne vil være venner og invitere mig ud, fordi de synes det var hyggeligt at møde mig. (Altså folk der HAR kærester!). Helt almindelige mennesker med job og bil!

Og Sisse's husvært (en alenemor i 30'erne) har allerede inviteret Sisse og jeg med på weekendtur til...hmmm...noget med nogle særlige træer kan ikke helt huske det...Men helt ærgeligt. Sisse havde kendt hende i en time og mig havde hun aldrig mødt - hun synes bare vi lød hyggelige. (Og nej mor, Sisse og jeg er ikke kærester - selvom vi (mest Sisse) efterhånden opfører os som om vi er gift. Men vi hygger os også nogle gange.)

Nå nu vil jeg stoppe. Men næste gang skriver jeg bla.a om forelæsningen om, hvordan man har sex i San Francisco samt om skolepolitiet, der kan escortere dig igennem skolegården, hvis du er utryg. Og jo, det ER rigtige politifolk, og JO, det er min skole, og NEJ - der er absolut ikke noget som helst at være utryg ved.

Og her en lille liste over, hvilke genstande jeg glemt indtil videre.

1) Mit pas i en kopimaskine.
2) Mit Visa-kort i en bar.
(Begge genstande er atter i min varetægt)

PS: Og så gik vi glip af at se præsidentkandidaten Obama, der ellers lige var i byen. Til gengæld er skuespilleren Morgan Freemann blevet spottet in the street of San Francisco og Sean Penn er ved at indspille en film om mordet på Harvey Milk - politikeren, der revolutionerende bystyret i San Francisco og dannede skole for resten af USA.

Husk at sige til, hvis der er noget helt åbenlyst jeg glemmer at fortælle om.

Ha' det lækkert, alle mand. (m/k)

Og et stort tillykke til Laura, der i dag er færdiguddannet som ergoterapeut!!!

Kh

Jakob

Ingen kommentarer: