Varsel: Kulturchok!

I introduktionsugen på SFSU sad hele flokken af udvekslingsstuderende bænket i auditoriet for at se et par videoklip, hvor tidligere udvekslingsstuderende fortalte om deres oplevelser.
Den var fra slut 1980'erne, og umiddelbart var det lidt svært at identificere sig med de laksefarveklædte mennesker med creppet garn og skulderpuder. Og endnu sværere at identificere sig med pigerne...

"Men det er lovpligtigt for skolen at vise filmen," sagde udvekslingsansvarlige Mr. Y (udtales Mr. Why. Så vidt vides ingen forbindelse mellem ham og Dr. Who...)
"Men essensen af filmen er stadig holdbar," garanterede Mr. Y, og lyset sænkede sig i salen.

INGEN VENNER
Og så skal jeg ellers lige love for, at vi nyankomne fik en pose lunken urin smidt i lige i fjæset.
ALLE! Alle uden undtagelse af de ca. 10 interviewede personer fortalte, hvor ensomme de havde været, hvordan amerikanerne hele tiden siger, at de ringer til dig senere, men aldrig gør det. At amerikanere ikke har samme forståelse af vennebegrebet som vi har i Europa, og derfor ALDRIG åbner for den private godterpose, men hele tiden holder folk på afstand. Amerikanere kan sagtens fortælle en vildt fremmede i bussen, at de lige er blevet skilt og er deprimerede over, at "kranen" skal have børnene og blah blah blah.
Men ifølge personerne i filmen (tyskere, frankmænd, kenyanere, japanere etc.) så er det stort set umuligt at udvikle et egentlig venskab, der varer længere tid end blot en enkelt samtale. Amerikanere er hele tiden videre, videre, videre.
Det mest værdifulde de har er tid. Og pokker skal stå i at spilde den.
Det var rystende nyt for mig, for jeg havde jo netop fået indtrykket af det modsatte. At amerikanerne er modtagelige og GERNE bruger tid på dig.
Hmmm...

TILSTAND AF CHOK
Så der sad vi i storskærmens skær og blev mere og mere disillusioneret. Endvidere kunne filmens eksperter (psykologer, læger, rektorer) fortælle, at vi "fremmede" med stor sandsynlighed ville gå i, hvad der klinisk set betegnes som "kulturchok".
En tilstand, der minder om depression, med kronisk træthed og generelt manglende overskud.
Aha - jamen det skal nok blive et dejligt halvt år, lød det vantro rundt i salen.
Kulturchokket skyldes angiveligt, at vi konstant er udsat for nye indtryk. Ikke kun nye oplevelser som "se der går en negerbøsse" eller "wow, hvor er den her gade stejl!", men kulturchokket sætter ind, fordi ALT er nyt. Stikkontakterne, låsen til lokummet (som jeg stadig ikke stoler på over en dørtærskel!), transportsystemet, maden, byens rytme, det skizofrene vejr, elevernes røvslikkeri i undervisningen, professorens til tider mega-selvhøjtidelige opførsel og så videre og så videre. Alt er nyt.
Men kådheden vandt heldigvis over videoens sortsynede budskab, og vi har alle gjort tykt grin med begrebet kulturchok siden vi så filmen. Hver gang nogen har glemt noget får de bemærkningen: "uha, det er nok kulturchok." Eller hvis nogen er i dårligt humør: "Nå nå, der er nok en, der har kulturchok, haha!"

THE CRYING DUTCHMAN
Men som dagene er gået og som vi mere og mere lærer hinanden at kende, des tydeligere bliver det, at de fleste i mere eller mindre grad faktisk er ramt af det lumske kulturchok. Der er sågar en af hollænderne, der stort set ikke har forladt sit værelse siden han kom. Og han er endda en udadvendt 27-årig gut med sit eget radioprogram i Amsterdam, så direkt genert er han sgu ikke. Men han har ikke helt fundet sin mojo i byen endnu.
Vi prøver selvfølgelig at hive ham med ud og det er efterhånden ved at lykkes.

KLIP TIL JAKOB
Personlig er jeg temmelig træt i øjeblikket. Selvom vi faktisk ikke har så mange timer, at det gør noget (jeg skriver lige om fagene senere).
Problemet er, at jeg bor hos Sisse - hvilket i sig selv ikke er et problem. Faktisk er det rigtig, rigtig hyggeligt. Men det er ikke MIT sted. Og uanset hvor søde og rare både Sisse og hendes land lady Nancy er, så er jeg stadig en gæst. Endda en temmelig permanent en af slagsen. Så det stresser mig lidt. Og det stresser mig, at det stresser Sisse, for så længe jeg er her, så har hun HELLER ikke et sted, der er hendes og KUN hendes.
Og det bliver jo ikke bedre af at land lady'ens 5-årig datter er ligeså larmende og irriterende som hun er bedårende. Og hun er MEGET bedårende...

Så Sisse sidder igen på Craigslist (den lokale Blå Avis) for at finde et nyt sted at bo.

Heldigvis har vi det stadig hyggeligt/sjovt og i aften bliver vi begge hjemme fra Pint Night for at blive i indendøre og se nogle film (det øser ned udenfor og øl-festen er på Russian Hill inde i centrum).
Og så stopper brokkeriet her - for jeg føler mig stadig ret priviligeret over at være her, og selv i silende regn kan jeg stå og smågrine for mig selv over, hvor fantastisk byen er.

Nå ja - og så har jeg set Golden Gate for første gang - i mørke :)
(Billedet øverst er taget fra The Dutch Girls yuppie-lejlighed i Pacific Haights - det fine kvarter)