Bøsser og fattige børn. Velkommen til Texas

Alamo colonia_0273
Originally uploaded by Jakob Vølver

Hej folkens

Selvom jeg ikke skriver meget blog i øjeblikket så skal I da ikke snydes for at se hvad jeg render rundt og laver.

Klik på billedet eller følg linket her:
http://www.flickr.com/photos/jakobjv/

Flickr er en hjemmeside, hvor jeg smider mine billeder op på jævnligt. På siden er der små mapper med billeder ude til højre. Klik på dem.

Når mappen er åben vises et billede og for at bladre til næste billede klikker man ude til højre på det næste lille billede i rækken.

God fornøjelse

Bye, bye Hakkebakkeby

Okay, der er vist ingen vej udenom. San Francisco ligger indhyllet i tåge 20 km syd for mig. Jeg sidder i Oakland lufthavn ,og først nu går det op for mig, at 20 km er det tætteste, jeg kommer på San Francisco i meget, meget lang tid.

Farvel til de legesyge, pastelfarvede, victorianske huse og Hakkebakkebyens bølgende infrastruktur. Farvel til fantastisk, mexicansk mad i the mission district, foto-udflugter med nørderne fra Photo II, kaffe på L’s Café, farvel til French Toast Delight med Terry og Adam på St. Francis søndag formiddage (teknisk set søndag eftermiddage, men stadig forholdsvist tidligt). Det er slut med oatmeal (havregryn) i Terry’s køkken og slut med lyden af klirrende flasker i en indkøbsvogn, når de hjemløse triller forbi vinduet for at rode i skraldespanden, når byen er gået i seng.

Ja, undskyld mig, hvis jeg lyder en kende nostalgisk, men livet i San Francisco har været et fantastisk kapitel i en temmelig velskrevet bog. Heldigvis en slidstærk paperback, som jeg kan krølle og tage med mig resten af livet.

Faktisk ved jeg ikke helt hvad jeg skal skrive nu. Føler mig tom for både røverhistorier og hverdagsberetninger. Men synes alligevel, at jeg lige ville runde San Francisco-bloggen af med et par bevingede ord - nu da jeg sidder i en lufthavn…
Og det er ikke, fordi jeg ikke glæder mig til at komme til George Bush’ hjemegn, Texas, hvor jeg skal tilbringe en måned for at skrive Hovedopgave for Journalisthøjskolen. Jeg glæder mig til at skrive om Dallas, der er blevet bøssemagnet, om Texas politistyrke, der er blevet afhængige af narkopenge og om de sørgelige byer, hvor op imod 45% af alle indbyggere lever under fattigdomsgrænsen. Det bliver en udfordring af de helt store – især fordi jeg skal rende rundt på den amerikanske side af den amerikansk/mexicanske grænse, hvor 97,6 procent af befolkningen er mexicanere, og jeg ikke tale spansk. Så jeg skal finde mig en fixer, der kender området , sproget og kutymen.

Når historien er i hus tager jeg til Mexico for at skrive den færdig. Bagefter krydser jeg grænsen og håber at kunne vende tilbage til USA på turistvisum. Nødvendigt fordi mit studentervisum udløber 2. september og jeg skal blive her i Guds eget land til 22. oktober.

Men min største frygt lige nu er, at jeg bliver stegt levende i Texas. 27 grader om natten, 40 grader om dagen. Jeg kan allerede høre lyder af min begyndende 30’er-dunk syde. Jeg frygter at ende mine dage som bacon. Stegt i mit eget fedt. Hvad nu hvis jeg slet ikke kan tænke i den varme. (Nedenfor laver jeg plads til dårlige kommentarer, om at det nok ikke er varmens skyld etc.)
-
-
-
-
Det burde være nok – så sjove er I heller ikke.

Som den ivrige bloglæser har bemærket (mor, du ved hvem du er) så har der været lidt langt i mellem indlæggene på det sidste, og det beklager jeg, men jeg har haft travlt med at have det som blommen i et æg. (Jesus Christ – først bacon og nu æg. Er jeg bygget af morgenmadsmolekyler?!)

Jeg ved ikke, om jeg får skrevet så meget fra de næste etaper, men her er et forsigtig bud på et program:

En uge i Dallas i nord-Texas. Greyhound-bus til Brownsville i syd, bil op til Kingsville på en af verdens mest trafikerede landeveje (altså narko-trafik – ikke biler), tilbage til Brownsville, der ligger lige på grænsen til Mexico. En uge i Mexico, hvor Terry kommer ned og mødes med mig. Derefter en måneds tid i New Orleans eller noget i det nabolag og så op til New York, hvor jeg håber at have et par uger inden foto-workshoppen finder sted i en lade oppe nord på i staten New York d. 10.-14. okt. Bagefter har jeg en uge mere i N.Y. City og så er det direkte fly hjem til Kastrup, hvor jeg lander d. 22. okt. 7.15.

Glæder mig allerede til at bestille pizza som jeg kan skære ud i mit fantastiske køkken på Nørrebronx. Og ikke mindst være sammen med venner og familie igen!!

Men først skal jeg steges i Texas ☺

PENGE, PANSERE, PIKHADERE OG PARAGRAFRYTTERE

Hej folkens

Så er den danske hedebølge nået til San Francisco, og jeg sidder inde på mit værelse i ly for solen. Spiser havregrød og drikker en kop morgenkaffe.


Ting der er sket og ikke sket siden sidst:
(I uprioriteret rækkefølge og uden nogen som helst form for tids- og situationsfornemmelse.)

1) Er blevet kylet ud af parken af panserne, den dag byen fejrede, at homo'er nu kan gifte sig lovligt i hele Californien. Det var en meget, meget rolig hyggeaften indtil politiet begyndte at råbe i deres megafoner, blænde folk med deres lommelygter og køre politibilerne IND i parken, mens betjentene gik foran billygterne som mørke silhuetter og fejede folk væk. De fik deres vilje. Men folk forlod parken dybt frustrerede og aggressive og med langt større risiko for at gøre noget stupidt end før "the cops" dukkede op. Jeg erindrer det danske politi som værende lidt mere i besiddelse af sund fornuft, men måske jeg husker forkert...

2) Jeg fik A for min opgave om racisme (Til trods for at jeg brugte halvdelen af opgaven på at fortælle min afro-amerikanske professor, at han tager fejl i sin racisme-definition.)

3) Skrankepaverne har overgivet sig og har givet mig arbejdsvisum, der gælder til september. Regner med at komme hjem til Kbh. omkring 1. september. Glæder mig til at se jer!

4) Jeg er forelsket. Hun hedder Oticon. Hun er en fond, og hun har lige givet mig 15.000 kr. i støtte til mit fotojournalistiske eventyr. Jeg undersøger nu, om det er juridisk muligt at gifte sig med en fond. Jeg eeeeelsker hende!

5) Høfeber findes også i USA. Aaaaaaatjuh!

6) Min veninde Sisse vandt en fotokonkurrence, og viste således studerende fra hele Bay Area, hvordan man lave god fotojournalistik! Godt gået, Sisse!

7) Jeg har haft besøg af Jesper og Mie fra Danmark. Det var en fest! Mie og jeg var til surreel karaokeaften i en nedlagt mineby, og Mie har stadig mareridt om den tudsegamle guldgraver, der sad i hjørnet hele aftenen. Tavs som graven og urokkelig som en klippe, var han. Med furet ansigt og guldgraverhat. Byen hedder Mariposa og ligger ved Yosemite. En lille snotby, hvor teenagere fredag aften hænger ud foran pizzariaet, mens de diskuterer, hvordan de kan slippe for at gå i kirke i morgen. Byen er mindre end Spentrup (min fødeby i Jylland) og alligevel ligger der 6-7 kirker på rad og række på hovedgaden. Selv pizza-mutter citerede bibelske passager uden tøven, da Mie og jeg lige ville afprøve de lokales tro.

8) Jesper og jeg var i Los Angeles. Kan ikke anbefales! Der er INTET i den by! Men vi så da Tom Cruises havelåge, lavede karatespark foran legenden Jackie Chans hus og strakte hals for at se om Paul McCartney var hjemme. Men nej for fa'en, hvor er den ligegyldig! John Lennon havde ret: "LA er en parkeringsplads, hvor man snupper en hamburger på vej mod San Francisco". Det eneste vi egentlig havde glædet os rigtig meget til var at komme på Universal Studios store tur i kulisserne. Folk der kender mig godt, vil ikke blive overrasket over at vi kom for sent til turen, som vi ellers havde betalt for. Men vi havde det rigtig skægt alligevel, og turen langs Highway 1 er fantastisk.

9) Min fotolærer har smidt mig ned fra et A til et C minus ved seneste karaktermåling. "What happened?!!!" stod der på sedlen. "Ja, jeg har jo haft besøg, og mine venner er lidt vigtigere for mig end at tage et billede af et byrådsmøde, sorry!" Det forstod han faktisk godt, og har i øvrigt inviteret Sisse og jeg til Sydfrankrig, hvor han har et hus :)

10) Jeg har bedt om at flytte ud af mit værelse hurtigst muligt. Orker ikke min husværts humørsvinger og mystiske virkelighedsopfattelse mere. I sidste uge stod vi i
køkkenet og talte om den trådløse netforbindelse, som vi deler her i huset. Hun havde oplevet nogle mystiske udfald og mails, der ikke blev sendt på det seneste. Jeg sagde, at det var mærkeligt, for mit net kørte perfekt. "Ja," sagde hun. "Men jeg tror på at mennesker har forskellig mængde elektricitet i kroppen, og min kan godt nogle gange være skyld i at web-sider lukker ned. Det er det samme, når jeg er i dårligt humør, så vil bilen ikke starte."
Jeg nikkede forstående, og gik ind på mit værelse, og aftalte at flytte over til min veninde Terry som har et ekstra værelse. Hun bor sammen med to bøsser, der lige har fået en søn samt en 38 årig rødhåret gut, der ser Terminator to gange om ugen, og for nyligt lige har indrykket en annonce i den lokale udgave af Den Blå Avis, hvor han efterlyste rødhåret piger til at yngle på, så racen kan sikres. Det lykkes. Og ifølge Terry, så lyder det som om nogen saver en cykel over, når to rødhåret mennesker parrer sig.

11) Jeg har været til ædekonkurrence i "Verdens aspargeshovedstad", Stockton og set verdens hurtigste kæbe fortære 4,4 kg. dybstegte aparges på 10 minutter.

12) Har sidste skoledag på onsdag. (Jakob, 32 år.) Tilbage er kun Hovedopgaven på journalisthøjskolen efter sommeren, og så er jeg en fri mand. Fri kan her tolkes som arbejdsløs jf. de faktiske forhold i journalistikindustrien.


13) Ud af det blå fik jeg for to uger siden besked om, at Sigrid fra DJH og jeg har fået penge fra Danida til at rejse til Etiopien og lave historien om kvinder, der dør under fødslen. De har verdens højeste dødsrate for fødende kvinder (1 af 10) - Danmark har verdens laveste.

14) Min husværtinde, der er glødende feminist, begyndte næsten at græde, da jeg fortalte hende, at Hillary Clinton-nøddeknækkeren faktisk er lidt sjov. (Den forstiller Hillay i jakkesæt, og ja...du ved...) Min husværts kæbe begyndte at vibrere og øjenene blev blanke i afmagt. Jeg fortalte, at hun ikke skulle tage det personligt, men det valgte hun at gøre. For nøddeknækkeren er bare sådan et godt billede på, at hele verden hader kvinder. "Jeg kender meget meget få kvinder, der ikke enten er blev voldtaget, banket eller slået ihjel" sagde hun. Jeg fortalte hende naturligvis ikke, at jeg synes hun skal forsøge at udvide vennekredsen til andre end folk i terapigrupper. To minutter senere overfyldte hun min email konto med artikler om hadet imod Hillary og alle de sexistiske aspekter. Og hun har ret i, at der er blevet kørt på, at Hillary er en kvinde. Men det er valgkamp for fanden! Folk siger stupide ting i desperation! Det betyder ikke, at hele verden hader kvinder. Geeez! Hader hele verden måske gamle mennesker, fordi nogle siger McCain er for gammel til at være præsident?!

Det interessante var så, at den artikel min husværtinde (som jo er advokat) brugte som bevismateriale for det alt om sig gribende kvindehad, handlede om KVINDER, der hader Hillary.

15) I går dyppede jeg for første gang mine fødder i Stillehavet. Mega koldt!!!!

16) Dette er en overspringshandling. Jeg burde skrive opgave om bygninger i San Francisco.

17) Opdagede i går, at der findes en lov i USA, der forbyder at man parkerer sit automobil i mere end 30 minutter med mindre køretøjet er bundet til en hest.

Nå, jeg må tilbage til bøgerne. (Det er bare noget man siger, når man skal øve til eksamen. I virkeligheden skal jeg bare memorisere 100 spørgsmål/svar om San Francisco historie samt copy/paste fra diverse hjemmesider for at kunne levere varen. Men "tilbage til bøgerne" lyder bare lidt mere ambitiøst.)

Ha' det godt alle mand. (m/k naturligvis)

Her er Jesus-artiklen

Politiken har også smidt artiklen om Jesus look-alike konkurrence på nettet.
http://politiken.dk/udland/article488844.ece

Billederne ligger her!


Og så skulle jeg hilse fra musen Joe, der netop piskede henover køkkengulvet i dette øjeblik med retning mod skabet under køkkenvasken.

Bagsiden

Hej folkens

Blot en lyn-update. Hvis I er interesserede i at se, hvordan homoerne i San Francisco kårer byens mest sexede Jesus look-alike, så er det imorgen søndag I skal læse min artikel på Bagsiden af Politiken (så vidt jeg ved).

Jeg har sgu lidt for travlt med lidt for mange artikler pt. så det her er, hvad det kan blive til på bloggen i denne omgang.

Hygge her fra San Francisco, hvor jeg sidder i stearinlysets skær og "fejrer" Earth Hour.

Og kære misundelige, ærlige Sjuske. Når du ikke er nævnt i bloggen, så er det fordi jeg aldrig tænker på dig, når jeg skriver. Men når jeg skider, så er det altid med dig i tankerne!
Ild i piben, sjuske!!!

Stary stary niiiight.

Road trip er en realitet. Vi smider Hilux'en rundt i Sierra Nevada bjergene som har vi aldrig lavet andet. Men måske vi SKULLE have lavet andet. F.eks. læse kort.
I går eftermiddag røg vi ud på en 8 timers de-tour fordi vi ikke havde læst "det med småt".
Vi er på vej til Death Valley og den hurtigste vej er igennem Yosemite. Hvis ikke lige passet er lukket om vinteren.

Men vi hygger os. Og stopper næsten aldrig for at tage billeder, og det tager altid kun 5 min. hvert sted. Ikke 1 time eller sådan noget pjat. Hmmmmm....det er jo løgn Jakob!

Kommer vi nogensinde til Death Valley?

JAKOB SNAKKER SORT

SPISER JEG PENIS?!
Det er lørdag aften. Jeg sidder i køkkenet og er ved at koge pasta på gasblusset. For første gang i to en halv måned skal jeg stege et stykke kød. På pakken står der, at stykket hedder "sirloin". Det er en saftig og rød sag, og sådan som det ligger svøbt i plasticfolio foran mig, ligner det til forveksling et hvilken som helst stykke kød fra Føtex.

Men jeg er ikke helt sikker på, hvad det egentlig er jeg skal igang med at spise, så jeg slår det lige op, mens jeg sidder og skriver denne blog og venter på at vandet koger. Hvad fa'en er en "sirloin"?!

"Sir" betyder jo en herre. Det kender vi fra både film og virkelighed: Yes, sir. Good evening, sir.
Men hvad betyder "loin"?

Min ordbog her på computeren siger:

• ( loins) chiefly poetic/literary the region of the sexual organs, esp. when regarded as the source of erotic or procreative power : he felt a stirring in his loins at the thought.


Loin synes altså at betyde kønsorgan eller noget i det nabolag. Og da der er tale om en "SIR loin", kan jeg konkludere, at jeg til aftensmad skal have penis med pasta.

På emballagen står endvidere, at kødet er "uden knogler", hvilket er med til at bekræfte min teori yderligere.

Well, det er jo San Francisco, så måske penis ligefrem en form for egnsret.


HVA' SÅ THOMAS JEFFERSON, DIN GAMLE RACIST?!
Den tredje præsident i amerikansk historie var Thomas Jefferson. Elsket og hyldet som den mest begavede af alle præsidenter. (Hvilket umiddelbart ikke siger så meget, men alligevel.) Thomas Jefferson var SÅ klog, så indsigtsfuld og visionær, at dengang salig John F. Kennedy inviterede samtlige amerikanske Nobel-pristagere (dog kun de levende) til middag i Det Hvide Hus, blev Kennedy citeret for følgende:
"Aldrig har der været samlet så meget viden på dette sted. Undtaget de dage, hvor Thomas Jefferson sad her og spiste alene."

Det er da noget af et skulderklap. Især taget i betragtning, at Thomas Jefferson var erklæret racist og af den overbevisning, at det ikke kun er den måde slaverne i generationer er blev behandlet på, der gør dem underlegne, men at deres race ganske enkelt underpræsterer i forhold til hvide mennesker.


HVIDE KAN IKKE DUNKE OG SORTE KAN IKKE DIGTE
Næ, selv om de får de samme vilkår, så er negerbasserne stadig laaangt bagefter den prægtige hvide mand. Tillad mig at citere direkte fra Uafhængighedserklæringens mester ham selv.

“Misery is often the parent of the most affecting touches in poetry. Among the blacks is misery enough, God knows, but no poetry.”
--Thomas Jefferson (fra The Notes on Virginia)

Frit oversat i forhold til citatets oprindelige sammenhæng: hvis dit liv stinker, er der større chancer for at producere stor poesi. De sortes liv stinker ved Gud så rigeligt, men de kan stadig ikke producere poesi.


Er det ikke fantastisk argumentation? Hvorfor kommer jeg pludselig til at tænke på Monty Pythons sketch med kvinden, der ikke er en heks, fordi hun ikke kan flyde som en sten - eller omvendt. Eller noget...

Jep - denne stolte nation er bygget på ordene fra gode gamle racister.
Men måske er det okay. Kunstmuseet Aros i Århus har jo også en lort fra performancekunsteren Uwe Max støbt ind i fundamentet, og deres udstillinger er stadig gode.


A, B, C, D, F
Men hvorfor nu så optaget af Jefferson for tiden?
Jo, mine tre seneste dage er gået med at skrive Midterm Exam i faget American Politics, hvor min Morgan Freeman look-a-like professor (der konsekvent omtaler den kridhvide Thomas Jefferson som "my man brother T.J.") har bedt os sætte begrebet racisme under lup, og drage paralleller til de synspunkter, Thomas Jefferson fremførte i sin tid som guvernør i Virginia. (Der er sørgeligt mange flere eksempler end det groteske, jeg har nævnt.)

Og nu du spørger, så er jeg faktisk ret spændt på, hvad min professor (der vurderes som en af de top 10 bedste politiske forskere i landet) synes om mit 15 sider lange essay, hvor jeg punkt for punkt forklarer, hvorfor han ikke har ret.
Haha, det skal sgu nok gå godt. I Danmark er jeg sikker på, at undervisere sætter pris på udfordringen fra selvtænkende individer. Herovre er jeg knap så sikker på resultatet. Det kan være alt fra A til F.

LÆS IKKE: DETTE AFSNIT ER KUN FOR NØRDER!
Kort fortalt består vores uenighed i, hvordan begrebet racsime skal defineres. Det er nemlig forholdsvist svært at diskutere noget, hvis man taler om to forskellige ting - hvilket alle jer, der er gift formentlig nikker genkendende til. (Jeg sagde nikker - med k!)

Professorens defintion er: "Racisme er at tage en beslutning eller udforme politik på basis af race for at kunne bevare kontrol over den anden gruppe"

Jeg argumenterer stolpe op og stolpe ned for, at det han definerer er racediskriminition - ikke racisme. (Som ifølge min definition er "enhver handling, reaktion eller beslutning, der træffes grundet race."

Racisme kan sagtens bo inde i dit hoved som spontane, uvelkomne tanker, selvom du i hjertet og med dit vælgerkryds ønsker, at sorte skal have mere magt og håber, at Obama bliver præsident.
Min professor tager kun højde for bevidst, aktiv racisme, hvilket naturligvis i hverdagen er det største problem. Og det er også rigtigt at vi ofte bruger ordet racisme, når vi mener racediskrimination, men i en videnskabsteoretisk diskussion af ordet racisme, forstår jeg ham ikke.
Uhhh - nu bliver det lidt langhåret på den tørre måde, så jeg stopper inden jeg begynder at lirre alle mine gode sammenligninger med kubisme og nazisme af. Hvis du mod forventning er spændt på, hvordan min argumentation lyder, så råb op. (Det er dig, Mette!)

HOPPE PAUSE
Ja, det er jo påske på begge sider af Atlanten. I Randers har mor sikkert pyntet med lidt grene, og fyldt slikskålen med pseudohjemmelavet chokolade fra Funders, og Laura venter med spænding på påskebordet søndag morgen i Massamåla.
På univeristetet er der Spring Break, og i San Francisco bliver påskehøjtiden fejret lidt mere utraditionelt, end jeg er vant til.

SEXEDE JESUS
Min skabs-excentriske husvært holder påskefrokost med sin lesbiske gruppe, og der er en pris til den af damerne, der ligner Jackie Kennedy mest. (Ja, jeg har allerede set min husværtindes fine hat, og rost den søde plyskanin i køkkenet.)

I parken afholder en gruppe drag queens Honky Jesus konkurrence, hvor de kårer det skår, der kan bære et kors på den mest sexede måde. (Se sidste års vinder, der kørte retrostilen og vandt på sit old school look)

Barnlige sjæle - altså endnu mere barnlige sjæle - deltager i det årlige Bring Your Own Big Wheel-løb, hvor granvoksne mænd og kvinder fræser på trehjulere ned ad den mest kroget gade i byen - med forstuvede ankler og brækkede lemmer til følge.
Personligt vil jeg imorgen heppe på Team Drunken Santas. Et hold bestående af spritstive mænd klædt i julemandskostumer.

Løbet blev kørt første gang for 8 år siden med kun én deltager (arrangøren) og tolv tilskuere. Nu er trehjuler-racet blev et stort tilløbsstykke, hvilket I forhåbentlig kan se på min hjemmeside om en uges tid.


Når løbet er forbi imorgen (søndag) drager jeg på spring break med min amerikanske ven Adam i hans Toyota Hilux 2WD.
Vi ved ikke helt, hvor vi vil hen, men vi ved, at der skal laves fotohistorier for alle pengene.

AHHHHH (BØVS...)
Jeg har nu fortæret både pasta og penis. Det smagte overraskende godt, selvom jeg nok er mere til fillet. (Den lader vi lige stå lidt...sætningen altså. Puha, hvor er jeg glad for, at det ikke ligger til familien at være plat!)

Nå, nu tror jeg, at jeg vil sende mit essay om racisme til en amerikansk veninde, der er advokat. Så kan hun lige tjekke min grammatik, og kan måske fjerne de værste utilsigtede provokationer. Jeg vil jo meget hellere have mine billeder trykt i avisen end have et billede af mig selv i en sagsmappe med teksten: "California State vs. Jakob Volver"

Meeeen...mon det går så galt. Smilet er den korteste afstand, siger man, og det gælder vel også i en debat om racisme. Så trådene kan sikkert reddes ud med lidt sort humor.

Ups - det blev godt nok et langt blogindlæg. Og jeg har ikke engang fortalt, at jeg fik et A i photojournalism, at jeg har været til eksamen i min San Francisco-klasse (venter svar) og at min kristne studievejleder Ms. Jackson ringede til sine venner i menigheden for at skaffe mig adgang til pornoindustrien i Los Angels.

HI - IT'S MARILYN FROM CHURCH
Det skete, da vi på hendes kontor kom til at snakke om et af mine fotoprojekter, der som altid involverer enten sex eller hjemløse narkomaner.
(Marilyn Jackson, der insisterer på at blive kaldt Dr. Jackson så længe, man er på skolens område, er en attraktiv 40-årig afroamerikansk singlekvinde med næsten usynlige grå stænk i krøllerne og et gådefuldt smil, hvis formål er enten at demonstrere dydighed eller skjule det stik modsatte.)
Pludselig kom Dr. Jackson i tanker om, at hun måske kendte nogle kilder i pornomiljøet. Hun deler menighed med en flok bøsser, der kalder sig The Bears. (De er store og behårede, og de kan lide det). Så Dr. Jackson ringede til The Bears for at hjælpe mig (Ja Gorm, du må gerne kalde det en bjørnetjeneste...)

Samtalen begyndte sådan her:

- Hi. It's Marilyn from church. I'm fine, how are you.
- This might be a strange question but do you by any chance know someone in the sexindustry 'cause I'm sitting here with a student of mine and he has this project...

(pause)

Dr. Jackson drejer ansigtet mod mig og smiler lidt.
- Yeah. He is over 21.

Og så fik jeg nogle kontakter. Blandt andet til en "skuespiller", der netop har vundet en pris for sine præstationer. Senere sendte Dr. Jackson mig en mail med flere kontakter, og kæk som jeg er svarede jeg.

"Hi Marilyn - thanks for all you contacts in the sexindustry. Keep 'em coming."


Jo - det går stadig godt i San Francisco :)


Husk at sende mig mails og kommentarer - jeg sætter vældig stor pris på at høre fra jer!!!

kh

Jakob

They aaaare comiiiiiing to Saaan Fraaancisco

Så er der godt nyt fra Østfronten. Mie kommer i april, afløses af Jesper (der med usandsynlig lækker backup fra hustruen har fået økonomien på plads) og så stempler Smukketømreren fra Vejle ind sidst i maj eller først i juni. Og så er der jo det helt store roadtrip i juli med familien Vølver.
Det bliver godt at se jeg allesammen herovre. Og jeg kan godt bruge en hånd med det huslige. Har kun fået skrevet: "Fixet defekt skuffe - 20 minutter", så jeg er bagud med 100 minutter for denne uge.

www.jakobvolver.com

Jakob springer ud...

...som fotojournalist.
Jep, jeg er nu officielt igang med at søge praktikplads på en amerikansk avis/magasin. Først skridt i den nye retning er naturligvis at vise mine kommende arbejdsgivere, hvad jeg laver. Så jeg har købt mig et website, hvor jeg har min portfolio.

Du gætter det aldrig, så jeg siger det bare med det samme. Hjemmesiden hedder:
www.jakobvolver.com

Er det lige opfindsomt, eller hvad?!

Næste skridt er at mødes med min foto professor som har forbindelserne i orden.

Hvor i landet, der er praktiskplads at hente, ved jeg ikke endnu. Og det er jo ikke sikkert, at der overhovedet ER nogen plads til sådan en farisær som mig. Men nu giver jeg det et skud. (Fik du den? Skud...foto...wooooooow).

Hvis det lykkes, kommer jeg først hjem til oktober. Men nu må vi se.

Ellers er det ikke sket det helt store. Nårh jo. Jeg bor åbenbart sammen med en mus. Den lusker hen over gulvet, når jeg sover, kravler op ad ærmet på min jakke, der hænger over stolen, og så hopper den over på skrivebordet, hvor den spiser mit brød.

Jeg kalder den Joe. Som i "Hey Joe - where are you gonna go with that bun in your hand?"

Jeg vågner, når Joe skramler rundt, og så pisker han hele vejen tilbage og forsvinder ud under døren.

Og så skulle jeg ellers hilse og sige fra mig og Joe, at det ikke er, fordi det vrimler med hilsner og kommentarer på denne blog. Hmmmm....

Nøgen rengøringsdame sagde: fuck you!

SÅ ER DER HAKKEBAKKE NYT

(Beklager på forhånd at nogle tegn og mellemrum er placeret lidt umotiveret i teksten - ved ikke hvorfor det sker, men jeg kan ikke rette det, sorry.)

Jeg ved godt, der er langt imellem indlæggene og, at konkurrenten på sisseblogger.blogspot.com er mere flittig end mig. Men selv i San Francisco bliver det hverdag, og faktisk laver jeg ikke vanvittig meget andet end at tage billeder til min photojournalism class samt sidde i auditoriet og høre gode og skrækindjagende historier om San Francisco og det modige folk, som valgte at søge lykken i guldrusen i 1849. (Guldgravere blev kaldt 49’ers, og det er derfra det lokale football team San Francisco 49’ers har deres navn, hvis du skulle spørge fra nogen).

Men ikke alle var lige heldige i jagten guld. I San Francisco-faget så vi en film om The Donner Party. En film om to rige familier, der rejste fra Østkysten med en enorm karavane af tjenestefolk, snotunger, heste og okser.

IT'S MY PARTY AND I DIE IF I WANT TO
The Donner Party besluttede at tage en smutvej igennem Sierra Nevada bjergene, fordi en eller anden skidespræller i New York havde sagt, at det kunne man godt. Alle, og jeg mener ALLE andre nybyggere ignorerede det "gode råd" om smutvejen, og nåede frem til San Francisco i god behold. The Donner Party kørte fast i bjergene, hvor den barske vinter og et uendeligt snevejr gjorde enhver transport umulig.
Dagene gik i bjergene, hvor famlierne var sneet inde. Ugerne, månederne gik – alle blev svagere, der var ingen varme, ingen føde.

Mænd døde, børn blev syge og mødre frøs ihjel. De overlevende begyndte at spise de døde, og da der ikke var flere døde, trak de lod om hvem der skulle slås ihjel næste gang, så de andre kunne blive mætte. Ingen havde dog modet til at slå ”taberen” ihjel, da det kom dertil.

Kødet fra de afdøde blev pakket i et system, så ingen mand eller kvinde skulle spise deres egen familie. Bevares, man er vel civiliseret.

Jo, alt i alt en munter historie, som vi alle bør bære i hjertet (og GPS’en), når familien Vølver i juli måned skal på Road Trip i de amerikanske bjergern'. Læs: ingen smutveje, JC!

NUDE HOUSE CLEANING - YES SIR!
I photojournalism får vi hver uge en ny opgave. I forrige uge blev jeg sat til at tage billeder af en ”sex worker”. Bredt fortolket kan det være alt fra en luder, en stripper, en telefonsex-dame, en pornostjerne til en, der sælger dildoer i en butik.

Jeg søgte lidt på nettet, men selvom pornoindustrien i San Francisco siges at være i topform, så er det ikke ligefrem noget, der skiltes med på nettet. Så jeg gik ind på craigslist.com (Den San Franciscanske udgave af Den Blå Avis.) Og der fandt jeg en pige, der tilbød ”nøgen-rengøring”.

”Black and busty. It will be fun and exotic. You must have your own cleaning supplies.”
Aha – se det kunne være en interessant fotohistorie

SORRY 'BOUT THAT!
Jeg fyrede en sms af sted til fruentimmeren, og hun var interesseret. Vi aftalte at mødes på Burger King i kvarteret Tenderloin (det usleste hood i byen) næste dag. Hendes rengøringskunder mente hun godt at kunne overtale, sagde hun i telefonen.

Men næste dag dukkede der ikke nogen rengøringsdame op på Burger King.
Jeg ventede og ventede…
Forgæves.

Lettere nedtrykt satte jeg mig ud på en bænk med de hjemløse - som sjovt nok var min plan-b, hvis ikke jeg kunne finde en sex-worker. Det burde være lige til, for San Francisco har en overflod af hjemløse. (I modsætning til de hjemløse i Danmark, så bor de her rent faktisk på gaden, og har ingen mobiltelefon.

Jeg sad med kameraet i skødet, da en hjemløs spurgte om jeg fik taget nogle gode billeder.
Næ, sagde jeg.

HEEEEEERES JOOHNNYYYYY!
Johnny (en spinkel fyr med narkomankindben og gråsorte tænder) satte sig ned, og vi snakkede lidt om alt og ingenting. Jeg spurgte om jeg måtte følge ham et par timer, men det var han ikke meget for. Men hans ven Jimmy ville garanteret gerne, sagde Johnny.

Så vi begyndte at trisse hen i mod genbrugscentralen, hvor de hjemløse afleverer flasker og dåser til gengæld for cool cash. På vejen mødte vi Jimmy, en 58’årig heroin narkoman, der havde været hjemløs siden han i midtfirserne kom til at give en håndfuld pot til den forkerte person. En politimand.
Det betød en tur i San Quetin fængsel.”

"That day was the beginning of the end of my life” sagde Jimmy senere den dag.

Jeg fulgte ham på tæt hold i hans gøren og laden. Han samlede lidt dåser ind, viste mig den kirke, han sover foran og fortalte røverhistorier til gamle venner fra gademiljøet mens de udvekslede lidt græs.

BLIV VÆK
Dagen lang trak Jimmy rundt på sin indkøbsvogn, der er fyldt med poser og et enkelt cykeldæk, som han har købt for 25 cent. Det er mindst $200 dollar værd, sagde vennen Johnny, der skred, da det gik op for ham at jeg ikke ville give dem penge for at være med i min fotoserie.

Jimmy skal bruge heroin hver dag. I San Francisco koster det $20 om dagen og det passer nogenlunde med hvad det giver at samle flasker. Heroin er billigere end metadon, sagde Jimmy.
På et tidspunkt blev jeg bedt om at gå. Hvor Jimmy skulle hen var kameraer ikke velkomne. Formentlig ville jeg blive banket både blå og virkelig blå, hvis ”de” opdagede mig.

Så jeg holdt mig væk. Mødte Jimmy igen lidt senere, skød lidt flere billeder og gik hjem i seng.
Jimmy lagde sig til at sove på fortovet på en stor pap-reklame, med fine billeder af nybyggede lejligheder.
Men hvad med hende rengøringsdamen?!

I'M THAT GIRL$$$
Jo, hende prøvede jeg igen at få fat i. Så spurgte hun i en sms, hvor mange penge hun fik for det, og jeg forklarede, at det er journalistik og at jeg aldrig har og aldrig vil betale mine kilder for noget som helst. Ikke engang den hjemløse fik penge, skrev jeg til rengøringsdamen Ciara (der signerer alle sms’er med ”I’m that girl$$$”

Så skal jeg ellers lige love for at jeg fik en aggressiv negerpige i røret.
”
What you texting shit like that for?!!!” lød hendes indledende kommentar i denne muntre telefonsamtale.
- Øh, hvad snakker du om?
- Det med den hjemløse. Hvorfor siger du sådan noget pis?
- Øh, hvad mener du?
- Hvis han er hjemløs så bliver du sgu da for fanden nødt til at give ham et eller andet!
- Nåååh, ja, jeg købte aftensmad til ham, men han vidste ikke, at han ville få det. Han sagde ikke ja til at blive fotograferet, FORDI han fik noget for det. Folk gør de mærkeligste ting, når de får penge, og så er det ikke længere journalistik. Det var såmænd bare det jeg mente.
- Hmm…okay…

(Og så begynder der lidt snak i baggrunden, alt imens jeg fornemmer, Ciara falder lidt ned. Men så vender hun på en tallerken)

- Fuck you. This is not gonna work!

Biib biiib biiib…

Øh...What?!

2 minutter senere tikker der en sms ind fra ”I’m that girl$$$”
”Sorry ’bout that. My boyfriend heard what we were up to and told me to say fuck u. Still wanna do it. I’m that girl$$$”

Godt så. Det lød jo fint, men desværre er der endnu ikke nogen lykkelig afslutning på historien – jeg skal nok holde jer opdateret med sagen.

VERDENS MINDSTE SKO?
Min husvært bliver snart 60 år. (Det er hende den lesbiske, hvis livsmission er at koordinere en støttegruppe for lesbiske over 40 år).
Hun er egentlig meget flink. Men også lidt sær. Hun ser Terminator 2 i flimmerkassen til kl. 3 om natten og beder mig om at være stille i køkkenet kl. 11 næste morgen, fordi ”hun havde en hård nat”.

Andre gange begynder hun at skrubbe løs på vægge og malerier kl. 2 om natten, eller kværne is i blenderen ligeledes midt om natten. Er du klar over hvor meget det larmer at blende is?!!!! Og så må JEG ikke sidde i køkkenet kl. 11 om formiddagen, fordi sandsynligheden for at den anden room mate Natalie og jeg begynder at snakke er større end, hvis jeg spiser på mit værelse?!

Vi har en notesblok på køkkenbordet, hvor vi lige kan skrive beskeder til hinanden, fordi vi næsten aldrig ses. Det er også i notesblokken, man skriver hvor lang tid man har brugt på rengøring i fællesarealer og hvad man har lavet, så de andre ikke laver det samme.
Fair nok. Jeg har trods alt skrevet under på en kontrakt, der dikterer, at jeg skal yde 2 timers ugentlig rengøring som mit bidrag til det huslige (Hun er advokat, og det koster mig $20 dollars, hvis ikke jeg gør rent)).
Den hurtigt tænkende læser vil nu gange 2 timer med 3 personer og nå frem til det resultat, at der bliver udført 6 timers ugentlig rengøring på denne matrikel. 6 timer!!! Og det er kun på fællesarealerne.
Er det bare mig, eller er det en del?!
Shit – det er sgu nok bare mig…

Min husvært er også begyndt at skrive små sedler som:
”Når du har krøllet tæpperne i køkkenet, så fold det lige ud igen, så andre ikke falder i det.”
”Svampen til køkkenbordet var helt tør i dag. Bliver den ikke brugt?”

Og nu kommer det pinlige så. I en alder af 60 år laver hun følgende regnskab for hendes bidrag til de huslige pligter i notesbogen:

- Tørret køkkenbord af – 5 min.
- Taget stikket ud fra brødristeren – 2 min.
- Foldet tæppet ud (det måler 50 x 100 cm) – 1 min.
- Gået ud med skrald – 5 min.

Er det lige verdens mindste sko, eller hvad?!

Og hvis så det var, fordi hun var ordens freak, så gav det hele mening. Men et smugkig ind på hendes eget værelse (når døren en sjælden gang står på klem) viser, at hun har indrettet sig mere eller mindre som en posedame. Og Gorm – det er værre end mig og min sok på gulvet. Vi snakker LAG her!

Nå, heldigvis er den anden room mate Natalie rigtig sød. Hun kører mig ud til indkøbscentralen CostCo, hvor man køber stort og billigt ind, så jeg ikke skal gå i Seven Eleven og dets lige hele tiden. Og hun holder mig opdateret med hvad der sker af sjove ting i byen.

Ja, som du kan se, så har hverdagen meldt sig med alle dertilhørende irritationsmomenter og underfundigheder.

Men jeg er stadig glad for at være her – selvom jeg savner jer derhjemme.

Kh

Jakob - I’m that guy$$$

Pudekamp for voksne

Jep - det er Valentines Day i den vestlige verden. Hjerternes og blomsterbutikkernes store fest. I San Francisco, der ellers står for LOVE PEACE and UNDERSTANDING betyder det at det er tid til arrangeret masseslagsmål på byens torv.

I den årlige pudekamp gælder kun 4 regler
1) Fortæl alle, at der er pudekamp kl. 18.00
2) Fortæl ALLE, at der er PUDEKAMP kl. 18.00 (inspireret af Fight Club? Hmmm...)
3) Slå kun på folk med puder
4) Slå ikke på folk med kameraer

Regel 4 blev lidt bøjet skulle jeg så hilse at sige. Deres udsendte fik et par på skrinet i kampens hede. Men sidenhen har jeg overvejet om regel nummer 4 i virkeligheden skal forstås som, at man kun må slå med puder og ikke slå med kameraer. I så fald gik alt efter regelmentet.

Det er forbudt - men her er lidt autentisk Rambo!

Rambo - i teatret???!!!

Kulturchok eller ej. Jeg skammer mig. Langt ind i Helvede. Helt derind, hvor kun én mand i universet tør hente mig ud igen.
Jeg taler naturligvis om Rambo!
Min skam har sit udspring i en metro-reklame, som jeg opdager allerede den første dag i San Francisco. Det forestiller en 80'er-lignende grafittitegning af Sylvester Stallones Vietnam-helt Rambo, og under billedet står der "In Theaters 19th jan" eller noget i den stil.
Jakob tænker: "De er lige godt skøre de amerikanere. Tænk engang at lave et steroidepumpet actionbrag om til et teaterstykke. Det MÅ jeg se!"
Og timingen er perfekt for nogenlunde på samme tid som teaterstykket blev sat op havde Rambo IV premiere (Sly lover det er den sidste!).
Nå, men i hvert fald var jeg utrolig opsat op at set teaterstykket og min lyst blev ikke mindre af at hele byen synes plastret ind i reklamen om Rambo in Theaters Now.
Det var så først da vi HAVDE set filmen og jeg fik spurgt en lokal om hvilket teater Rambo dog spillede i at ti-øren faldt for jydepotten.
"In Theaters" betyder "i biffen" - ikke "i teatret". For FUCKS SAKE!!!!
Mine ører er stadig røde, men måske er det bare størknet blod efter Rambo's bazooka sprængte mine trommehinder. Hvem ved...


ANMELDELSE
Filmen stinker. Havde ikke forventet et intellektuelt drama, men jeg havde håbet at den 61-årige Stallone, hvis publikum også er blevet ældre, havde haft nosser til at dreje sin Rambofigur i en anden retning end tilfældet er. Kan du huske den første Rambo film? Der var rent faktisk kød, blod, følelser og smerte i hovedpersonen i skøn forening med fantasisk action. (Det samme var i øvrigt tilfældet med den første Rocky film). Men Sly har formået at gøre Rambo mere og mere ligegyldig, og uanset hvor mange burma-farmere der bliver slagtet og voldtaget vækker det ikke én eneste følelse i mig. Hverken spænding, eftertanke, gys eller noget som helst andet. Øv, hvor er jeg skuffet over dig Sly - du havde da for fanden alle muligheder! Og så kan det godt være du siger "Fuck the World" i filmen. Men fuck dig, sly. Selv.
(Hmm - måske jeg skulle have holdt fast i det gamle råd om aldrig at opsøge sin barndomshelte...)

MEN!!!
Når nu filmen stinker, så er det jo godt at det var en fantastisk oplevelse at se den moderne John Wayne i selskab med amerikansk biografpublikum. De hujer, klapper og kommer med tilråb, når Rambo gi'r den gas. Som om de ser fodbold. Det er sikkert vildt irriterende i mange tilfælde, men til Rambo var det vildt underholdende.
Det havde de garanteret ikke gjort i teatret!

What do I learn in the school?

Tillad mig at præsentere verdens længste blog-indlæg. Skrevet med en pude i ryggen, en dyne over fødderne og en tyk bog i skødet til at forhindre mine sædceller i at blive brændt af min skoldhede computer (som jeg i nat drømte gik i stykker, uha uha)

Here we go:

San Francisco State Universty er det mest populære universitet i hele USA, hvis man ser på antallet af udvekslingsstuderende som f.eks. deres udsendte reporter.
Og det er faktisk ikke skidesvært at forstå.
Byen er fantastisk, alle (næsten) vil gerne opleve USA og de fleste har engelsk som deres sprog nr. 2, hvis de er uddannet i europa.
SFSU sætter ovenikøbet så stor pris på udvekslingsstuderende, at vi får lov at vælge fag før de almindelige dødelig amerikanere (der betaler for at gå her!).

Og så er listen med fag usandsynlig lang. Med 30.000 studerende er det muligt at lave meget specialiserede klasser som f.eks. "Kvinder i medierne" som Sisse Red Sock sjovt nok synes er interessant. Men der er er også fag som rent faktisk giver mening. Og dem har jeg valgt et par stykker af:

PHOTOJOURNALISM II
Efter lidt bøvl ser det nu endelig ud til at faget er godkendt. Der er godt ikke plads til mig, men underviseren (førnævnte guru Ken Kobré alias King Cobra) har sagt, at han ikke smider mig ud uanset, hvad der sker.
Faget forudsætter at man ved, hvad et kamera består af og at man alene ved at se på et billede kan fortælle hvilken optik, der er brugt og hvordan optikken var indstillet. Med andre ord - at man allerede har den tekniske del i fingrene. Hmm - det har jeg ikke helt, men jeg lader som om.
Vi har allerede fået tildelt vores først opgave. Vi skal hver især tage til Golden Gate Park (der er noget større end Doktor Parken i Randers...) og så skal vi tage et par hundrede fotos af det man har skrevet sig op til - f.eks. Skatere, joggere, gamle mennesker, hundeejere, legende børn etc.

BOWLING PÅ GRÆS, SIR?
Jeg har skrevet mig op til at følge en flok ældre herrer, der spiller bowling på græs iklædt hvide striktrøjer og hvide bukser som de gør i cricket. Tror det bliver spas. Og svært. Forskellen på almindelige billeder (portrætter og den slags) og fotojournalistik er jo selvsagt at fotoet skal fortælle en historie uden tilhørende artikel. Nå, det kan jeg snakke om i hundrede år, men det vil sikkert kede mere end godt er, så jeg hopper videre. Men photojournalism er absolut højeste prioritet for mig det næste halve år. Surprise :)

PERSPECTIVES ON AMERICAN CULTURE
Hvad er de for nogle sataner? Hvad vil de egentlig og hvordan opfatter de sig selv? Og hvad har de at have det i?!
Jo, selvfølgelig skal jeg da lære noget om amerikanerne, når nu jeg er i deres land. Jeg skal finde ud af hvorfor de reagerer så kraftigt på vittigheder om deres bryster, og hvordan det kan være at en nation, der består af indvandrere mener de har et indvandringsproblem. Til at blive klogere har universet valgt at lade mig møde Professor Mike Scott. En gråhåret nisse med cykelstyrskæg og milde øjne. Han hader at blive kaldt professor og allerede dér går han stik imod resten af underviserne, der uden at blinke kalder sig selv for doctor eller professor, hvis bare de har gået på uni i et år eller to.
Scott begynder altid timen med et stykke musik imens han får pakket sine ting ud og folk får sat sig til rette.
I dag skulle vi dykke ned i jazz'ens væsen for jazz er det tidligste tegn ægte amerikansk kultur. "Not counting specs and indians", som de siger i Young Guns. Altså, jazz er ikke noget franskmændene havde med. Eller danskerne, eller tyskerne, eller englænderne eller irerne. Jazz er det første FÆLLES stykke kultur som alle immigranterne havde lige stor andel i. Derfor begynder Perspectives on American Culture dér. (Undskyld historielektionen, men jeg blev lige lidt grebet).

OG NU TIL DET KLAMME!
Flid, fedt og snyd...hvis der er noget ved skoletilværelsen i USA, der kommer til at tage mig lang tid at lære så er det at fedteri i dén grad belønnes. Alle gør det! Som det mest naturlige i hele verden. Og underviserne efterspørger det rent faktisk for det er en del af deres metode. Men for mig ligner det fedteri af værste skuffe. Når timen begynder er folk allerede klar med fingeren oppe for lige at nævne at de virkelig godt kunne lide den og den passage i teksten til i dag. Og hvordan forfatteren bare har lissom total ret i at det bare er herre-nederen med det dér hungersnød.
Enkelte bringer nyt til torvs, men LANGT de fleste refererer udelukkende til det, vi har læst (eller burde have læst - host!) og fyrer de mest indlysende ligegyldigheder af. Desværre kan jeg ikke selv komme op med bedre kommentarer end de kan. På den tid det tager mig at formulere en meningsfyldt sætning inde i hovedet er debatten allerede videre. Suk. Men jeg skal nok komme efter det...
Sisse derimod er superintegreret i fedteri-systemet. I dag havde hun taget en kopi af en artikel med til professoren, som hun synes han lige skulle se. Hun afleverede den på hans skrivebord i begyndelsen af timen og satte sig tilbage på sin pind lige overfor underviseren så øjenkontakten er intakt i resten af timen. Hun når selvfølgelig lige også at takke ham for at have givet hende indsigt med dagens tekst, haha. (Undskyld Sisse, jeg er bare misundelig. Du gør det godt, og han elsker dig allerede...)

TAK FOR UNDERTEKSTERNE, GENEREL MOTORS!!!
Vi så også en lille film om Jazz i dag. Men den gode professor havde lidt problemer med at få lortet til at afspille, så han greb lige et vægmonteret telefonrør og fik fat i hvad der vel må betragtes som en slags video-pedel. Et eller andet centralt sted i bygningen sidder der en mand og fjernstyrer alle udsendelser på universitetet. Så ringer man lige til ham for at få sat filmen igang - brandsmart. Men først er der selvfølgelig lidt reklamer.
Yep - der er reklamer!
Og jeg troede simpelthen det var for sjov, da der umiddelbart før filmen kom et skilt på skærmen med følgende ordlyd:
"Underteksten på denne film er sponseret af Generel Motors"
WHAT?!
Hahaha - jeg sidder stadig og griner ved tanken. Det er sgu da langt ude. Heldigvis ha r jeg læst i dagens avis, at danske elevråd netop har sagt nej til at modtage adskillige millioner fra Danske Bank. TAK ELEVRÅD!
Nå, var jeg ikke ved at fortælle om mine fag...

VISUAL STORYTELLING
Ikke så meget at berette. Det er 3 timers lysbilledshow hver mandag aften fra 18-21 og eksamen er en multiple choice test, hvor man skal sætte sine krydser de rigtige steder. I undervisningen bliver vi introduceret for de største amerikanske fotografer igennem tiderne (startende med danske Jacob Riis der i begyndelsen 1900-tallet fotograferede slum i New Yorks gader. Tror faktisk han var politibetjent, hmm...)

AMERICAN POLITICS
Igen - et fag for at lære noget om systemet herovre. Min underviser er en tro kopi af Morgan Freeman (sort skuespiller, der var med i En Verden Udenfor, som jeg ved ivrige læsere af denne blog netop har set).
Ved ikke helt om jeg dropper faget igen, da jeg har fag nok til at bestå allerede, og det er 3 timer i træk 19-22 på en dag, hvor jeg i forvejen har været på uni hele dagen. Gaaaaaab.
(Hey Jens Christian - lige nu er klokken 22:22. Sjovt ikke? Ja, undskyld I andre, men min bror har bare en stor fascination af æstetiske klokkeslet)

SAN FRANCISCO
Mit sidste fag hedder ganske enkelt San Francisco og handler om sjovt nok om...ja...
Det er det eneste fag jeg har med et par hundrede studerende, hvor man reelt kan sidde at gemme sig, og bare nyde vores undervisers fantastiske slideshows. Han er dælme sjov. For Seinfeld-elskere vil jeg beskrive ham som en ældre udgave af Kramer, med alt hvad dertil hører af stive lemmer, pludselige bevægelser, overraskende følelsesudbrud og udsagn. (Han er tidligere elektrisk tværfløjtespiller fra Texas og hans ansigt stråler, når han taler om ballroom dancing og Fred Astaire.
Faget inkluderer en del fieldtrips, så vi kommer rent faktisk ud og ser byen på en anden måde end vi ellers ville. Det er et hyggefag, men ifølge hjemmesiden www.RateMyProfessor.com (Bedøm min lærer. Ikke at forveksle med siden www.RapeMy Professor.com som har et ganske anderledes indhold) så er den spøjse professor Chandler, der har undervist i faget i 36 år (!), rimelig karrig med, at man får taget gode notater undervejs. Så det håber jeg du gør, Sisse!

GRØN FILT OG THAI-BIKS
Selvom der går 30.000 studerende på SFSU, virker det faktisk ikke særlig stort. Der er kun 6-7 bygninger (i hvert fald så vidt jeg har opdaget, Gorm!) og jeg skal ikke engang bruge dem allesammen for at få hverdagen til at glide i transfedt.
Men bare fordi stedet ikke er enormt, betyder det jo ikke, at der ikke er en hel etage med:
Spilautomater (ca. 30 stk. på række)
Fine, fine poolborde med ny filt (ca. 6-7 stykker)
Thai-mad biks
Og vist nok også et pizza-sted.

Og en etage med:
Mexi-food biks, hvor jeg lidt for ofte bestiller Enchilada med kylling (lissom på "mexicaneren", Laura!)
Amerikansk morgenmadscafeteria (med lidt for vammel omelet)
Kaffebar med ordentlig kaffe. (Vigtigt!!!)
Salatbar biks med fantastisk kylling!
Kagebutik med frisklavet 100% frugtholdige smoothies.
2 etagers boghandel (én etage som ordinær boghandel, én udelukkende med skolebøger)

Samt en etage med sofaer, hvor de studerende ofte tager sig en ufortjent lur.

Slut for denne gang. Tak mor og Sisse, fordi I læste med så langt. Jeg er HELT sikker på, at de andre tyndpissere er sprunget fra for længe siden. Eller hvad?!

Hold den ægte, dudes!

Varsel: Kulturchok!

I introduktionsugen på SFSU sad hele flokken af udvekslingsstuderende bænket i auditoriet for at se et par videoklip, hvor tidligere udvekslingsstuderende fortalte om deres oplevelser.
Den var fra slut 1980'erne, og umiddelbart var det lidt svært at identificere sig med de laksefarveklædte mennesker med creppet garn og skulderpuder. Og endnu sværere at identificere sig med pigerne...

"Men det er lovpligtigt for skolen at vise filmen," sagde udvekslingsansvarlige Mr. Y (udtales Mr. Why. Så vidt vides ingen forbindelse mellem ham og Dr. Who...)
"Men essensen af filmen er stadig holdbar," garanterede Mr. Y, og lyset sænkede sig i salen.

INGEN VENNER
Og så skal jeg ellers lige love for, at vi nyankomne fik en pose lunken urin smidt i lige i fjæset.
ALLE! Alle uden undtagelse af de ca. 10 interviewede personer fortalte, hvor ensomme de havde været, hvordan amerikanerne hele tiden siger, at de ringer til dig senere, men aldrig gør det. At amerikanere ikke har samme forståelse af vennebegrebet som vi har i Europa, og derfor ALDRIG åbner for den private godterpose, men hele tiden holder folk på afstand. Amerikanere kan sagtens fortælle en vildt fremmede i bussen, at de lige er blevet skilt og er deprimerede over, at "kranen" skal have børnene og blah blah blah.
Men ifølge personerne i filmen (tyskere, frankmænd, kenyanere, japanere etc.) så er det stort set umuligt at udvikle et egentlig venskab, der varer længere tid end blot en enkelt samtale. Amerikanere er hele tiden videre, videre, videre.
Det mest værdifulde de har er tid. Og pokker skal stå i at spilde den.
Det var rystende nyt for mig, for jeg havde jo netop fået indtrykket af det modsatte. At amerikanerne er modtagelige og GERNE bruger tid på dig.
Hmmm...

TILSTAND AF CHOK
Så der sad vi i storskærmens skær og blev mere og mere disillusioneret. Endvidere kunne filmens eksperter (psykologer, læger, rektorer) fortælle, at vi "fremmede" med stor sandsynlighed ville gå i, hvad der klinisk set betegnes som "kulturchok".
En tilstand, der minder om depression, med kronisk træthed og generelt manglende overskud.
Aha - jamen det skal nok blive et dejligt halvt år, lød det vantro rundt i salen.
Kulturchokket skyldes angiveligt, at vi konstant er udsat for nye indtryk. Ikke kun nye oplevelser som "se der går en negerbøsse" eller "wow, hvor er den her gade stejl!", men kulturchokket sætter ind, fordi ALT er nyt. Stikkontakterne, låsen til lokummet (som jeg stadig ikke stoler på over en dørtærskel!), transportsystemet, maden, byens rytme, det skizofrene vejr, elevernes røvslikkeri i undervisningen, professorens til tider mega-selvhøjtidelige opførsel og så videre og så videre. Alt er nyt.
Men kådheden vandt heldigvis over videoens sortsynede budskab, og vi har alle gjort tykt grin med begrebet kulturchok siden vi så filmen. Hver gang nogen har glemt noget får de bemærkningen: "uha, det er nok kulturchok." Eller hvis nogen er i dårligt humør: "Nå nå, der er nok en, der har kulturchok, haha!"

THE CRYING DUTCHMAN
Men som dagene er gået og som vi mere og mere lærer hinanden at kende, des tydeligere bliver det, at de fleste i mere eller mindre grad faktisk er ramt af det lumske kulturchok. Der er sågar en af hollænderne, der stort set ikke har forladt sit værelse siden han kom. Og han er endda en udadvendt 27-årig gut med sit eget radioprogram i Amsterdam, så direkt genert er han sgu ikke. Men han har ikke helt fundet sin mojo i byen endnu.
Vi prøver selvfølgelig at hive ham med ud og det er efterhånden ved at lykkes.

KLIP TIL JAKOB
Personlig er jeg temmelig træt i øjeblikket. Selvom vi faktisk ikke har så mange timer, at det gør noget (jeg skriver lige om fagene senere).
Problemet er, at jeg bor hos Sisse - hvilket i sig selv ikke er et problem. Faktisk er det rigtig, rigtig hyggeligt. Men det er ikke MIT sted. Og uanset hvor søde og rare både Sisse og hendes land lady Nancy er, så er jeg stadig en gæst. Endda en temmelig permanent en af slagsen. Så det stresser mig lidt. Og det stresser mig, at det stresser Sisse, for så længe jeg er her, så har hun HELLER ikke et sted, der er hendes og KUN hendes.
Og det bliver jo ikke bedre af at land lady'ens 5-årig datter er ligeså larmende og irriterende som hun er bedårende. Og hun er MEGET bedårende...

Så Sisse sidder igen på Craigslist (den lokale Blå Avis) for at finde et nyt sted at bo.

Heldigvis har vi det stadig hyggeligt/sjovt og i aften bliver vi begge hjemme fra Pint Night for at blive i indendøre og se nogle film (det øser ned udenfor og øl-festen er på Russian Hill inde i centrum).
Og så stopper brokkeriet her - for jeg føler mig stadig ret priviligeret over at være her, og selv i silende regn kan jeg stå og smågrine for mig selv over, hvor fantastisk byen er.

Nå ja - og så har jeg set Golden Gate for første gang - i mørke :)
(Billedet øverst er taget fra The Dutch Girls yuppie-lejlighed i Pacific Haights - det fine kvarter)

"Må man tage hunden med sig ind i Ko Paladset?"

2000 hunde.
135 forskellige racer.
Og en masse amerikanske hundeejere.
Tja, hvorfor ikke bruge en søndag i messecentret "Cow Palace" i udlanten af byen (faktisk helt i Daly City!), hvor den navnkundige hundeforening Golden Gate Kennel Club viser deres kreaturer frem?

Sisse og jeg har begge fotojournalistik på Uni, så det var med fotoudstyret under armen og så afsted for at se på de sjove og stolte hundeejere. Og lidt på hundene.
Vi så ikke så meget af selve showet, for jeg har ikke (endnu) en zoomoptik og så er der sgu ikke meget spas at hente i en stor hal.
Så vi gik backstage for at skyde nogle entusiaster og firbenede deres venner.
Vrrruf!!!

Faktisk var ingen af os godkendt til faget Fotojournalistik II, men efter underviseren så vores billeder fik vi grønt lys og følgende ord med på vejen.
"Det bliver godt at have jer i klassen. Så kan vi sætte overliggeren højt fra starten".
Yes sir - sagt af manden, der har solgt 300.000 eksemplarer af sin bog "Photojournalism - the professionals' approach"
Behøver jeg fortælle at vi begge gik med armene oppe over hovedet den dag? Hvorefter vi blev synkront ramt af panik over at han nu forventer helt vildt meget resten af semestret. Hmmmm...
Men faktisk var det ikke så meget billederne, han var imponeret af - det var vist mere, at vi rent faktisk var taget ud på en selvopfunden opgave.
"90 procent af mine studerende ville aldrig have gjort det selv," sagde Mr. Kobré, mens han hev verdens længste snotter ud af overskægget.
Det regner, og folk er forkølede her i sunny California...

Shhhh - det er Stillehavet

Det var en kold og stormfuld morgen...

Jakob crasher sit første fag

FØRSTE SKOLEDAG FOR JAKOB, 32 ÅR.

Det regnede. Og regnede.
Jeg tog en BART (metro) til nærmeste station, hvorefter en shuttlebus kom og samlede alle studerende op og kørte dem (gratis) lige til døren i en minibus.
Amerikanere hører musik hele tiden, i kantinen, på kontorer og alle tænkelige steder. Selvfølgelig også i min shuttlebus, hvor en stor sort Mama bød os alle velkommen med soul godfather James Brown:
"I feeeeeeel good. (di-del-i-del-li-del-di) I know that I would."
For fuld udrykning! Så er man lissom igang med dagen...the american way...
Derefter var det direkte i kaffebaren og få en "medium latte, double shot" til $2.
Ja, skolen har en kaffebar på fuld niveau med hvilken som helst Københavnsk café eller Starbucks. Den ligger oven på poolhall'en og området med spilautomater (..?)

Derefter afsted til første time som jeg blev nødt til at "crashe"

DET ER EN TYSKER
Det første fag på mit skoleskema var "Fotojournalistik for dummies."
De første ord lød: "Dette er et kamera. Dette er en linse"
Hmm. Lige basic nok til mig, tænkte jeg i begyndelsen og overvejede at lade mig opskrive til "Fotojournalistik for knap so dummies" (Photojournalism 2)
Men det er ikke bare noget man lige gør her på SFSU. Faktisk er det svært nok at få fotojournalistik 1, fordi holdet er overtegnet. Og så skal man "crashe" en klasse. Det betyder, at man tropper op uanmeldt, sætter sig på forreste række og lyder helt utrolig engageret i den første lektion. Derefter går man op til læreren og charmer lidt på tysk, fordi hun er fra Deutschland, hvorefter man demonstrerer, at man følger med i hendes undervisning ved at finde fejl i hendes PowerPoint præsentation og så videre.
Alt i alt en dristig succes, der endte med, at hun lovede ikke at smide mig ud af faget, selvom det skulle vise sig, at der ikke er plads nok. Yes sir!
(Sisse var smart nok til at melde sig på Photo 2, da vi havde chance, men så tjekket var jeg ikke...)

Men det er ok. Jeg skal bare lige vende mig til niveauet. Helt ærligt. Læreren gennemgik 5 typer fotos, man kan møde i en avis: portræt, sport etc. Hun forsøgte VIRKELIG at få klassen til at gætte med på, hvilke genrer, man kan støde på i en avis (newspaper - med tryk på første stavelse).
"Come on guys. What would be the thing to put in a newspaper?"
Ingen svar.
"NEWSpaper."
Stadig intet svar.
"NEEEEWSpaper!"
En stille fyr forsøgte sig:
"Landscapes?"
Øh. Nej. Ikke landskabsbilleder i en avis. Jeg tænkte, at det fandme var løgn, så jeg strakte fingeren i vejret for 20. gang.
"I think a NEEEEEWSphotos would fit in nicely in a newspaper" sagde jeg fra forreste parket. (ikke helt så hovent som det lyder her)
"YES it would!" udbrød lærinden.
SURPRISE!!!!

Nå, nu skal jeg nok slappe lidt af. Især taget i betragtning at jeg formulerer mig af helvede til i timerne fordi mit engelske er så usselt. Og det bliver absolut ikke bedre af at hænge ud med hollændere, nordmænd, franskmænd, svenskere og Sisse og Stine. Jeg kommer muligvis hjem den værste amerikanske accent EVER!
vi taler allesammen engelsk til hinanden, men vi har alle vores begrænsninger, så de bliver nogle gange til nogle ret morsomme samtaler. For eksempel denne her.
Hørt på en larmende bar:

Rose (hollandsk pige): How old are you?
Jakob: What?!
R: How old are you?
J: I'm thirty two!
R: What did you say?! Thirty two?!
J: What? Are you dirty too?
R: What do you mean a turtle too?!

Yep - sådan hygger vi os i bedste Hjullerup Færgeby stil.


Nå, men mit næste fag var "Perspectives on American Culture", hvor vores første lektie er at læse om 12 grunde til at USA er ved at skifte fra demokrati til diktatur, hvis man skal overfører de mekanismer der var til stede da Italien og Spanien andre lande skiftede fra demokrati til diktatur. Tror det bliver et spændende hold. Og professoren er vildt hyggelig. En gammel rotte.
"Oh - you are from Denmark. Do you know that movie "Mifune"?"
Sure do...
Igen var der musik. Mild jazz til at sprede god vibrationer, inden vi gik igang.

Godt så. Jeg vil stoppe for denne gang. Er ved at planlægge at min tidligere chef fra JP Flemming Rose kommer herover og fortæller om Muhammed-krisen.

Auf wiedersehn :)

Er du bøsse eller straight?

Min landlady Michelle (50 årig advokat) er lesbisk og den anden lejer Natalie (i 30'erne, og alt for stor til at være med på billederne) er straight. Altså til mænd.
Og som det mest naturlige i hele verden blev der da også lige spurgt til hvilket hold jeg spiller på.
"Det var en skam", sagde Michelle. "Men du skal nok få mange gay looks på gaden, haha"
Jo, Mit nye nabolag grænser op til bøssernes distrikt Castro. Jeg skal nok vise jer mere rundt senere, men først en tur i huset.
Mit værelse kan I desværre ikke se, da hende der bor der ikke er flyttet endnu. Jeg flytter ind 3. februar og skal betale $800 om måneden inkl. forbrug/tv/internet/vask etc.
Til gengæld skal jeg også lave pligter i huset 1,5 hver uge.
"Ingen problem" løj jeg til samtalen.
Jo, Laura. Ordet pligter blev nævnt i forbindelse med mit navn - spøjst ikke :)

Velkommen til mit nye hjem!

Mit nye hood i Mission District

Har stjålet Sisses billeder - rundstyk!

Amerikanere er fede, dumme og overfladiske...

...synes vi i Danmark. Og det er måske rigtigt mange steder i USA - bare ikke i San Francisco.

Det, der har imponeret mig allermest i de første par dage, er hverken Stillehavet eller Golden Gate, men derimod en spøjs lille detalje i det hårdt trængte velfærdssystem. (Faktisk har jeg ikke været tæt på hverken Golden Gate eller havet endnu, men I forstår, hvad jeg mener)

Finten går ud på, at alle tjenere på restauranterne som det mest naturlige i hele verden spørger, om man har lyst til at få sine rester med hjem i en box (en doggy bag), hvis man ikke har spist op. Sødt nok, ja, men det er ikke det, jeg er så imponeret af.

Næ, det fantastiske er, at folk tager maden under armen og giver det til den første hjemløse de møder på vej hjem. Og med de portioner man får serveret i USA så kan I jo selv regne ud, hvor tit man har mad til overs.

Ved ikke hvorfor, men jeg bliver bare så glad ved tanken om, at borgerne selv mætter de munde som systemet ikke vil. (Selvom det selvfølgelig langt fra er nok!)

Vi har selvfølgelig mødt andre mennesker end posedamer og folk, der sover i papkasser. Jeg har besøgt en del mennesker for at se på værelser, og flere af ejerne af værelser jeg har sagt nej tak til har skrevet tilbage, at det er helt ok, men at de gerne vil være venner og invitere mig ud, fordi de synes det var hyggeligt at møde mig. (Altså folk der HAR kærester!). Helt almindelige mennesker med job og bil!

Og Sisse's husvært (en alenemor i 30'erne) har allerede inviteret Sisse og jeg med på weekendtur til...hmmm...noget med nogle særlige træer kan ikke helt huske det...Men helt ærgeligt. Sisse havde kendt hende i en time og mig havde hun aldrig mødt - hun synes bare vi lød hyggelige. (Og nej mor, Sisse og jeg er ikke kærester - selvom vi (mest Sisse) efterhånden opfører os som om vi er gift. Men vi hygger os også nogle gange.)

Nå nu vil jeg stoppe. Men næste gang skriver jeg bla.a om forelæsningen om, hvordan man har sex i San Francisco samt om skolepolitiet, der kan escortere dig igennem skolegården, hvis du er utryg. Og jo, det ER rigtige politifolk, og JO, det er min skole, og NEJ - der er absolut ikke noget som helst at være utryg ved.

Og her en lille liste over, hvilke genstande jeg glemt indtil videre.

1) Mit pas i en kopimaskine.
2) Mit Visa-kort i en bar.
(Begge genstande er atter i min varetægt)

PS: Og så gik vi glip af at se præsidentkandidaten Obama, der ellers lige var i byen. Til gengæld er skuespilleren Morgan Freemann blevet spottet in the street of San Francisco og Sean Penn er ved at indspille en film om mordet på Harvey Milk - politikeren, der revolutionerende bystyret i San Francisco og dannede skole for resten af USA.

Husk at sige til, hvis der er noget helt åbenlyst jeg glemmer at fortælle om.

Ha' det lækkert, alle mand. (m/k)

Og et stort tillykke til Laura, der i dag er færdiguddannet som ergoterapeut!!!

Kh

Jakob

Picnic til det lokale Himmelbjerg - Twin Peaks

Første aften med overskud til fotos

Kvæstet og glad

Velkommen til min blog - den første af slagsen!
Selvom jeg er næsten 3000 år ældre end de fleste medstuderende skal det ikke afholde mig fra at være topmoderne og lægge hovedet på bloggen her i cyberspace. (Ja, det var faktisk et lille ordspil...)

Ved godt der ikke ligger så meget på siden lige nu, men indtil jeg får skrevet noget, så kan du jo klikke på videoklippene i bunden og se musikvideoen til Scott McKenzies "If you're going to San Francisco".

Lidt kedeligt, undskyld, men man er lidt småsløj med noget influenzasjov. Min nye roomate Stine er faktisk endnu mere ramt end mig, så det skal blive spændende at se, hvem der kaster først op på den anden. Faktisk er Californien en af de 5-6 i USA der pt. er mest ramt af "the flu" - det så jeg selv på CNN og så passer det...

Nå, ikke mere piveri - nu vil jeg gå til køjs i verdens rareste by, hvor det hvide sollys dagen lang er blevet kastet rundt imellem de smukke victorianske træhuse, og gentagne gange har ramt mig lige i fjæset, og skåret et smil på størrelse med Grand Canyon. Og der skal mere end influenza til at fjerne det igen - smilet.

Og nu til vejret: Vi går rundt i t-shirts, når vi er i solen, og med trøje og jakke, når vi er i skyggen. Vejret her er dybt skizofrent. Som Mark Twain sagde: "The coldest winter I ever spent was a summer in San Francisco." Man skal altid være beredt, og temperaturen skifter ret kraftig fra distrikt til distrikt, fordi de ligger i forskellige højder og med forskellige vinde blæsende igennem sig. Skal nok lige vende tilbage med mere info om byens forskellige distrikter, som vi efterhånden er ved at kende. De er MEGET forskellige. I Castro District er en bøsse noget man har i sengen og i The Mission District er det noget, man har i hånden.
Jeg skal bo i The Mission...


I morgen giver jeg den lige en skalle med beretninger og om hvad vi laver på skolen og alt det andet sjov. Hvis du vil smugkigge, så klik ind på min danske rejsekammerat Sisse's blog - hun fortæller vidt og bredt. Og tro mig - hun snakker lige så meget som hun skriver! (Sisse, det er jo på en kærlig måde!)

Kh

Jakob